Fjern husstøvmider fra din seng

Husstøvmider burde egentlig hedde fugtmider. Det er nemlig fugt og varme, de elsker og lever godt af sammen med dine hudskæl. Derfor er din seng midernes foretrukne opholdssted. Her hygger de sig sammen med millioner af deres venner – medmindre du gør noget aktivt for at gøre livet surt og tørt for dem.

husstøvmide

20 grader i soveværelset

Husstøvmiderne har brug for en vis mængde fugt for at overleve. Er luftfugtigheden lav, tørrer miderne ud og dør. Udluftning af soverummet, en fritstående seng og jævnlig vask af dyne, pude og sengetøj ved 60° samt opvarmning til 20° om vinteren giver husstøvmider svære levevilkår.

Vil du sove køligt, så hold de 20° om dagen, og luft ud og skru ned for varmen, før du går i seng.

Vask ved 60 grader

Omdrejningspunktet i kampen mod husstøvmider er vask ved min. 60°. Miderne dør og deres allergener bliver inaktive ved temperaturer over 55°. Gamle råd om at lægge dyne og pude i solen – eller i fryseren – eller bare at ryste dynen grundigt er myter.

Til gengæld kan du med fordel bruge en damprenser til at rengøre både puder, dyner, madras og topmadras.

“Allergivenlige” dyner

Mange dyner og puder med syntetisk fyld markedsføres som “allergivenlige”. Det er kun rigtigt, hvis man har allergi over for dun og fjer, og det har de færreste.

Allergireaktioner fra sengen stammer typisk fra husstøvmider, der er ligeglade med materialet – de går målrettet efter dine hudskæl. Vælg derfor kun dyner og puder, der kan tåle vask ved mindst 60°.

Gode vaskeråd

  • Vælg vaskepulver uden en­­zymer til dundyner – dosér lidt mindre end vejledning for at hindre over­skumning.
  • Vask sengelinned ved 60°, og skift det ofte. Gerne flere gange om måneden.
  • En pude kan godt være i en “almindelig” vaskema­skine til 5-6 kg.
  • Tør puden i tørretumbler sammen med et par tennisbolde. Boldene sørger for at fyldet bliver “banket” op igen.
  • Vask af flere puder og dyner kræver en maskine, der tager over 8 kg.
  • Få evt. dine dyner og puder vasket på et vaskeri eller et renseri.

Sådan forebygger du husmider

  • Luft ud i boligen hver dag, fx 5-10 min. 3 gange om dagen – med gennemtræk!
  • Luft sengen om morgenen: Træk dynen til side under udluftning.
  • Vælg en seng, hvor madrasbunden “får luft”, og sæt ikke noget under den, der hindrer, at luften udskiftes.
  • Vask dyne og hovedpude og børns sovedyr ved 60° jævnligt – ved mideallergi 4 gange om året.
  • Sørg for at have ca. 20° i alle rum – varm soverummet op om vinteren.
  • Overtag ikke en gammel madras – den er fyldt med husstøvmider.
  • Indret soveværelset rengøringsvenligt – undgå nips og lodne overflader.
  • Hav glatte gulve uden tæpper i både soveværelse og børneværelser.
  • Gør grundig rent én gang om ugen, og luft ud under og efter rengøringen.

Tjek luftfugtigheden

I december, januar og februar måned bør der i en periode på 14 dage maks. være 45% relativ luftfugtighed (RF) i boligen. Du kan måle fugtigheden via et hygrometer.

Luftfugtigheden falder 2-3%, hver gang temperaturen sættes én grad op. Og omvendt. Er luftfugtigheden for høj, så luft ud og tænd for radiatorerne.

Ingen dug på indersiden af ruderne

I årets øvrige måneder er det svært at holde fugtigheden lavere, fordi luften ude er lige så varm – eller varmere – som inde.

Luft dog stadig ud og hold temperaturen på 20°.

Har du ikke et hygrometer, er tommelfingerreglen, at hvis du følger udluftnings- og opvarmningsreglerne – og der ikke er dug på indersiden af ruderne, så er luftfugtigheden, som den skal være.

Mest læste artikler