Dugger ruderne – hvad betyder det?

Dug på ruden er oftest et tegn på for lidt udluftning, men dug er ikke bare dug. Alt efter hvor på vinduet, duggen sidder, så viser den, om du har et problem eller ej – eller om du risikerer at få det.


Når dugen sidder mellem ruderne i et termovindue
Dug mellem ruderne i et termovindue er et sikkert tegn på, at ruden er punkteret. Ruden holder ikke længere på varmen, fordi den isolerende luftart mellem glassene er sivet ud. Efter et stykke tid får ruden gråhvide plamager og bliver helt eller delvist uigennemsigtig.

Dug på ældre vinduer
Dug mellem ruderne på såkaldte koblede vinduer i ældre bygninger er et tegn på, at vinduet trænger til en ny tætningsliste mellem indre ramme og karm. Koblede vinduer er to sammenkoblede men selvstændige rammer med hvert sit lag glas og var en meget almindelig vinduestype i ældre byggeri.

En familie på fire tilfører litervis af fugt dagligt
En familie tilfører 4-14 liter fugt pr. døgn til boligen via sved, udåndingsluft og diverse aktiviteter. Et dagligt fugtregnskab for to voksne og to børn kan se sådan ud:

  • Sved og udånding ca. 3,5 l
  • Tøjvask og tørring ca. 3,0 l
  • Mad og rengøring, ca. 1,5 l
  • Planter, husdyr m.m. ca. 0,5 l
  • Tilført fugtmængde i alt ca. 8,5 liter/døgn.


Der kan være store udsving fra familie til familie, men under alle omstændigheder vil det være en god idé at følge de gode indeklimavaner, du kan finde nederst på denne side.

Dug på indersiden betyder høj luftfugtighed

Dug på indersiden er et tegn på for høj relativ luftfugtighed i boligen. For lidt udluftning og opvarmning – eller bygningsfejl – er typisk årsagen. Eventuelle bygningsfejl skal naturligvis udbedres og familiens dårlige indeklimavaner ændres, så luftfugtigheden kommer ned.

Hvornår er dugen et stort problem
Dug på indersiden af vinduer opstår, når varm, fugtig indeluft bliver afkølet mod de koldere ruder. I vinterhalvåret er det svært helt at undgå dug på indersiden af termoruder. 1-2 cm dug er ikke noget problem, men ved 3-4 cm skal du gøre noget – og har du 5-10 cm dug, har du også et alvorligt problem. Meget dug kan give råd, fugt og svamp, som ødelægger dine trævinduer og giver et rigtigt dårligt indeklima, der kan gøre dig og din familie syge.

Læs mere om tegnene på høj luftfugtighed på næste side.#br

Gode indeklima-vaner Foto: Rationel

  • Luft ud 3 x 10 min. med gennemtræk – også i regnvejr.
  • Hold varmen på 20 grader i alle rum i vinterhalvåret.
  • Luk døre til badeværelset under badning. Tør op og luft ud efter badet.
  • Læg låg på gryderne og tænd emhætten ved madlavning.
  • Hæng ikke tøj til tørre indendørs.
  • Luft ud både under og efter gulvvask.
  • Sørg for at holde aftræks- og ventilationskanaler frie for skidt.


Vær på vagt, hvis du har lavenergivinduer
Har du lavenergiruder, så isolerer de så godt, at der sjældent kommer dug på indersiden af ruden, selvom indeluften er varm og fugtig. Derfor kan du ikke regne med, at ingen dug er tegn på, at luften er i orden. Der skal stadig luftes ud jævnligt.

Tegn på høj luftfugtighed

  • Mere end 2 cm dug på ruden i længere tid, når det er koldt udenfor. Skuffer og døre binder.
  • Der kommer fugtskjolder på lofter eller vægge.
  • Tapetet bulner og løsner sig fra væggene.
  • Parketstave rejser sig på parketgulvet.


Dug på ydersiden af lavenergiruden er o.k.

Dug på rudens yderside i de tidlige morgentimer ser man kun på lavenergiruder, og det er faktisk et positivt tegn. Det smarte ved energiruder er nemlig, at de tillader varme at komme ind, mens de holder kulde ude. Samtidig holder energiruder på varmen indefra via en metalbelægning, der reflekterer varmen tilbage til rummet.

Dug udenpå lavenergivinduer er typisk i efteråret
Dug udvendig på lavenergiruder opstår typisk det sene efterår, bl.a. fordi udeluften indeholder store mængder fugt. Det kan kortvarigt mindske udsynet gennem ruden, indtil solen har “brændt duggen af”. I frostvejr kan den optræde som rim, der er længere tid om at forsvinde.

Mest læste artikler