Disse 4 ting bør du tjekke, efter en strømafbrydelse i dit hjem

Storm- og uvejr kan i nogle tilfælde bringe strømafbrydelse med sig. Når strømmen vender tilbage, er der en række ting, der er vigtige at tjekke, inden du lægger dig til at sove eller smutter ud ad døren.


1. Kontroller dine varmeinstallationer

Start med at kigge til fyret og cirkulationspumpen. Er de oppe at køre igen? Hvis du er i tvivl, er den nemmeste måde at tjekke på, at mærke om det varme vand i hanen og i husets radiatorer er varmt.

Hvis ikke, kan du eventuelt skrue cirkulationspumpens luftskrue ud og kigge ind for at se, om pumpen drejer rundt. 

2. Tjek hjemmets eltavle

Hvis hele huset er mørkelagt, efter uvejret har passeret, er det HFI/HPFI-afbryderen, der automatisk har slået fra. Dette sker, hvis der pludselig “forsvinder” strøm ud af det elektriske kredsløb.

Sådan gør du, hvis HFI/HPFI-afbryderen har slået fra:

  • Prøv at tænde for afbryderen igen.
  • Hvis afbryderen ikke vil blive inde, når du forsøger at tænde, slukker du for alle sikringsgrupper på eltavlen.
  • Tænd dernæst for HFI/HPFI-afbryderen efterfulgt af én gruppeafbryder ad gangen. Du finder den fejlramte gruppe, hvis HFI/HPFI-afbryderen igen slår fra.
  • Sluk dernæst for gruppeafbryderen og tænd HFI/HPFI-afbryderen. Herfra kan du gå videre med fejlfindingen.

3. Gå huset igennem for fejltændte apparater

Når strømmen er oppe at køre igen, er det en god ide at gå en runde i huset, hvor du tjekker, at der ikke nogen apparater tændt, som burde være slukket. Her er det især relevant at tjekke apparater som kaffemaskinen, komfuret, ovnen osv.

4. Tjek madvarer i fryser og køleskab

Når du har gået en runde i huset, er det altid vigtigt at kigge til dit køleskab og din fryser. Tjek dine madvarer i både køleskab og fryser. Har de taget skade? Smid dem ud, hvis du er i tvivl.

Hvis strømmen stadig er gået, når du tjekker dit køleskab og fryser, kan du eventuelt lade fryserens indhold tø op i køleskabet. På denne måde forbliver køleskabet koldt, indtil strømmen vender tilbage.

Hvad dækker forsikringen?

Hvis du finder ud af, at der er sket en skade, kan du afhængig af skadens art melde den til din forsikring.

Du kan gøre brug af din husforsikring til blandt andet at dække skader på elinstallation, kontakter og hårde hvidevarer. Din indboforsikring dækker frostvarer, og har du en elskadedækning, dækkes skader på tilsluttede apparater også.

Mest læste artikler