Her er 11 problemer, som WD-40 nemt løser

WD-40 er en multispray, som oprindeligt blev brugt som smøremiddel til missiler. I dag bruges smøremidlet til et utal af andre langt mere jordbundne ting. Her er 11 af de mest snedige alternative anvendelser af WD-40.

WD-40

Multisprayen WD-40 blev opfundet af Norman Larsen i 1953 som beskyttelse til nogle af de første interkontinentale missiler. WD står for “Water Displacement”. Tallet 40 skyldes, at det var forsøg nr. 40, hvor mixet af de stadig hemmeligholdte komponenter endelig faldt på plads.

Igennem årene begyndte almindelige mennesker at opdage, at man kunne bruge smøremidlet WD-40 til mange andre ting i hverdagen. Her har vi samlet et lille katalog over nogle af de mest solide tips og tricks, der involverer WD-40.

Som en lille disclaimer er vi nødt til at bemærke, at denne artikel IKKE er sponsoreret af WD-40. Vi vil også påpege, at man skal passe godt på øjne og omverdenen, når man anvender WD-40 samt vise omtanke for miljøet ved ikke at overforbruge sprayen. 

Husk også, at du kun må påføre WD-40 udendørs eller i et rum med god udluftning, da det er giftigt ved indånding.

1. Få lynlåse til at glide bedre 

Sidder lynlåsen fast? Spray direkte på det sted, hvor låsen driller, og kør lynlåsen lidt op og ned for at fordele smørelsen. Vil du gerne undgå at ramme tøjet med substansen, så kan du sprøjte lidt WD-40 ned i et låg og påføre det med en tynd pensel.

2. Skil glas ad

Nogle gange er det umuligt at vriste to glas fra hinanden, når de er stablet oven på hinanden. Det kan WD-40 afhjælpe med et lille tryk smøreolie. Husk at vaske glassene grundigt efterfølgende.

3. Få en ring af fingeren

Skal du skilles, eller vil du bare gerne – for hygiejnens skyld – ælte dejen uden din vielsesring eller lignende. Hvis den sidder fast, kan du give den et tryk WD-40, så vil den nemt lade sig vriste af. 

4. Fjern pletter på tøj og tekstiler med WD-40

Det virker ulogisk at fjerne pletter på tøj med en olieholdig væske. Det er dog et trick, der har fungeret for mange. Det er blandt andet den mineralske terpentin, som WD-40 også indholder, der gør WD-40 brugbar. WD-40 egner sig for eksempel udmærket til at fjerne tjærepletter. Husk at spraye WD-40 på kluden, når du arbejder med den, og ikke på pletten på tekstilet. 

5. Skræm duer væk med WD-40

Har duer slået sig ned på en gesims eller en sålbænk på dit hus? Giv deres landingsbane et skvæt WD-40. Duer kan ikke lide lugten, og den olieholdige væske gør det vanskeligt for dem at få klofæste/fodfæste.

6. Imprægnering af sko

WD-40 kan bruges som en alternativ imprægneringsvæske til sko. Anvend dog kun WD-40 på glatte overflader og ikke på sko i ruskind eller af stof.  

7. Brug WD-40 til at forebygge frost på bilruden

Spray ruden på bilen med WD-40, hvis du gerne i en periode under frostvejr vil have det lidt lettere om morgenen med at afise ruderne udvendigt. 

8. Smør dine sakse med WD-40

Har du en saks, der er blevet træg, så giv den et lille pust WD-40 dér, hvor skærene mødes, så vil saksen højst sandsynlig glide “som i olie” igen.

9. Fjern tyggegummi i håret

Tyggegummi i håret er noget af det mest besværlige at fjerne. Vil du gerne undgå at klippe en tot af håret, så er det værd at forsøge med WD-40. Sørg dog for at spraye udendørs eller et godt ventileret sted, og undgå, at sprayen ender i ansigtet. 

10. Åbn frossen billås med WD 40

Dette er et af kerneformålene med WD-40, så her bør der ikke være noget overraskende. Lidt WD-40 i billåsen er og bliver en af de mest effektive former for smørelse af låse om vinteren. 

11. Fjern lim fra fingrene. 

Har du fået lim på fingrene – giv fingrene et tryk WD-40. Herefter er det meget lettere at nulre limen af. Sørg for at undgå at spraye på sår, og vask hænderne godt bagefter. 

Dette var bare nogle få af de alternative anvendelser af WD-40, der er i omløb. Der er mange flere – rigtigt mange. Søg, og du skal finde.

Læs også: Se flere tricks til at åbne bildøren i frostvejr her

Ajourført i 2024

Mest læste artikler