Ret hårene på tandbørsten ud med genialt trick

Almindelig børnelærdom siger, at tandbørsten skal smides ud, så snart hårene begynder at stritte. STOP EN HALV! Med dette enkle trick kan du nemlig spare gode penge og give fabrikanterne af tandbørster grå hår i hovedet. 

gammel og ny tandbørste

Hvornår smide tandbørsten ud?

Hvornår smider du din tandbørste ud?: Efter 2 uger? En måned? Tre måneder? 

Alle børn lærer hos skoletandplejen, at tandbørsten ikke kan bruges mere, når børstehårene begynder at stritte ud til siden. Hvis man følger den regel, vil der generelt ikke gå langt tid, før en tandbørste efter bogen er ubrugelig og bør smides ud.

Vor Herre bevares: En tandbørste koster ikke en formue, men hvis det er alle familiens tandbørster, der skal skiftes ud en gang om måneden, så kan det blive til mange penge på et år – eller i et helt liv.

Test af tandbørste-tick

En tandbørste er mest efffektiv, når hårene er intakte. Den ting står fast. Hvis man så bare kunne rette hårene ud….

Og det er det, man kan…

Youtube-kanalen Mad Science Hacks demonstrerer på en youtube-video, hvordan man gør. Der er ganske vist et klip i videoen, inden den udrettede tandbørste vises. Idenyt har dog selv testet tandbørste-tricket – og det virker faktisk. 

Forlæng tandbørstens liv med kogende vand

Tricket går i al sin enkelhed ud på at køre den slidte tandbørste rundt i en skål med kogende vand. Gå til den, som var det håndpisket flødeskum. Der må godt dannes nogle strømhvirvler i vandet. Pisk lidt i den ene og den anden retning. Efter få minutter kan du se resultatet: En tandbørste, der næsten er som ny. 

Selvfølglig er det ikke nødvendigvis alle hår, der pludselig igen står lodret op. Der vil stadig være nogle uregelmæssigheder, men du vil under alle omstændigheder have udskudt nyindkøbet af tandbørsten med flere uger – hvis ikke måneder. 

Andre fordele med tandbørster i kogende vand

Selvom du ikke har behov for at rette hårene på tandbørsten ud, så er det alligevel en god idé at piske den igennem kogende vand mindst en gang om ugen. Det fjerner nemlig urenheder og andet skidt mellem hårene, ligesom det dræber de bakterier, der uundgåeligt samler sig i en tandbørste, der benyttes flittigt. 

Se tandbørstetricket fra Mad Science Hack her: 

Ajourført i sommeren 2023

Mest læste artikler