Herrebad – med egen stjernehimmel

Det skulle være vild luksus og helt specielt. Det blev det. Det spektakulære bad koster 50.000 kr. pr kvadratmeter.


Der er langt til klinisk hvidt og gængs indretning i Mik Odderhedes badeværelse på Fyn. Til gengæld er der fyret godt og grundigt op under mandehørmen i et anderledes design, spændende materialer og nye kombinationer. Og det var meningen. Ønsket var et helt unikt rum, og resultatet er overraskende: Et spændende “herreværelse” med vægt på lys, oplevelse og funktion.

Luksus fra yderst til inderst

Udefra viser en buet mur i rødt rå tegl, at her sker der noget anderledes. Bare et trin ind på badeværelset og lyset tændes og understreger hule-stemningen. Den buede mur indeholder brusekabinen med stjernehimmel i en smukt formet kuppel.

Der er højt til loftet, “varme” gamle munkesten pryder de fleste af væggene og brede skibsplanker med sorte gummifuger udgør gulvet. Og så er der en nærmest magisk mosaikvæg med tusindvis af funklende mosaikker, der i lyset får tankerne hen på en drypstenshule.

Du kan få en fornemmelse af stemningen via denne lille video.

Tusinder af LED-lys

Lyset er noget helt for sig. Alt er indirekte LED-løsninger. Alle kontakter er “gemt” og løsningen styres via sensorer. Der er lys bag spejl og toilet – og selvfølgelig tændes der lys “i” skufferne, når de trækkes ud.

Nogle steder giver lyset en næsten glødende effekt, og virkningen understreges af de mange mosaikker.

Også på gulvet i brusenichen er der træ – Merbaum som i det øvrige rum – og i en specialfremstillet udgave med sorte fuger, der giver det maritime look.

Mik har ikke kun haft fat i designere til sit badeværelse. Før den sidste pære lyste har murer, maler, tømrer vvs’er og elektriker gjort deres til den flotte løsning.

Facts om finesser:

  • Toilet og sæde fra Geberit til ca. 3.000
  • Torino kosmetikspejl med lys til ca. 2.000
  • Bossini hovedbruser til ca. 20.000
  • Brusedør Royal Scandinavian til ca. 10.000
  • Tømmerens regning lød på ca. 75.000
  • VVS-regningen lød på 75.000
  • Mureren og maleren kostede 75.000

(Kilde: Fyens VVS, The Carpenter, Design Fudo m.m.)

Mest læste artikler