Miljøminister: Roundup er ikke farligt, men…

Den tidligere miljøminister, Kirsten Brosbøl, fortæller i et svar til Venstre, at Roundup anvendt korrekt ikke udgør en risiko for grundvandet.


I går fortalte vi historien om, at biolog og tidligere ansat i Miljøstyrelsen, Claus Hansen, mente, at der blev kørt en unødig hetz mod Roundup, og at stoffet i det store hele ville være bedre for miljøet end ukrudtsbrændere, da disse udleder en stor del CO2.

Læs også: Roundup bedre for miljøet end ukrudtsbrændere

Roundup skal stadig testes

Og i et svar til Venstres Hans Chr. Schmidt fortæller den tidligere miljøminister, Kirsten Brosbøl da også, at ”godkendte anvendelser af glyphosat (den aktive ingrediens i Roundup, red.) ikke udgør en risiko for udvaskning over grænseværdien målt som årligt gennemsnit”. Det skriver maskinbladet.dk. 

Men det er stadig vigtigt at holde fast i, at man tester Roundups indvirken på grundvandet, påpeger Kirsten Brosbøl: ”De klimatiske forhold kan medføre, at tørke og efterfølgende kraftig regn kan ændre forholdene for nedsivning gennem jorden.”

Al gift har da også en effekt på miljøet, så det er essentielt, at – hvis man vælger at bruge Roundup – at man i hvert fald holder sig meget nøje til de korrekte doseringer, for hvis man overskrider denne, så kan det medføre nedsivning til grundvandet og andre problemer for miljøet – og for den aturlige balance i din have.

”De danske haveejere har et årligt forbrug på op mod 500.000 kg aktivstof, der truer grundvand og miljø. Lægmands tvivl: ”Et lille skvæt mere, så er vi vist på den sikre side” giver en høj risiko for overdosering, forkert brug og spildskader. Paradoksalt nok skal professionelle avlere gennemgå kursus i håndtering og anvendelse, før de må sprøjte, mens vor blinde oldemor kan tømme giftflasken på et øjeblik,” fortæller økologisk havebrugskonsulent Henrik Ahlman til havenyt.dk

Læs også: Hold dig fra onkels hjemmeblandede ukrudtsmidler

Pas på hjemmeblanding

Men Henrik Ahlman påpeger dog også, at hvis man endelig skal sprøjte, så er det langt bedre at bruge anerkendte midler som Roundup fremfor en blanding, som man bare har mikset derhjemme:

”En del mennesker tror fejlagtigt, at det er mere sikkert at anvende hjemmelavede sprøjtemidler efter mere eller mindre tilfældige opskrifter og eksperiementerer med salt, udtræk af cigaretter, terpentin osv. Sådanne løsninger kan være langt værre end de tilladte pesticider. Nikotinindholdet selv fra få cigaretter kan f.eks virke dødbringende. Den praksis er leg med ild og skal på det skarpeste frarådes”, siger han til havenyt.dk

Så konklusionen må være: Skal du vitterligt bruge gift i haven, så skal du følge disse tre råd:

  • Brug kun anerkendte midler
  • Hold dig langt væk fra husgeråd og hjemmeblandede ukrudtsmidler
  • Sørg for, at doseringen er helt rigtig

Mest læste artikler