Træbeskyttelse er kun beregnet til udendørs brug

Det er ikke forbudt at bruge almindelige træbeskyttelsesmidler inden døre, men det frarådes kraftigt. Tjek altid, hvad producenterne skriver på emballagen og følg deres anbefalinger.


Mange henvendelser fra læserne
Vi har fået mange læserhenvendelser på det svar om træbeskyttelse, som vores malerekspert, Lilian Bech fra danske malermestre, gav i vores ekspertbrevkasse. Et par, der havde malet indendørs træværk med træbeskyttelse, spurgte, om der var lovgivning, der var imod det, og om de skulle gøre noget, selvom de ikke har haft gener.

Ingen forbud mod træbeskyttelse inde
Lilian Bech siger: ”Her er der blevet spurgt, om der findes en lovgivning, der forbyder ”udendørs” malinger indendørs, og det gør der ikke, der findes nogle anbefalinger om, hvordan disse ting bør håndteres.”

Familien har ikke haft problemer
”Familien, der spørger, har før anvendt ”udendørs” produkter indendørs uden problemer og med den viden, at der de senere år er blevet skåret yderligere i indholdet af giftige stoffer i malingerne, finder vi det ikke for risikabelt for denne familie, men som vi også giver udtryk for, må dette ikke generaliseres”, siger Lilian Bech.

Se efter MAL-koden

Kort fortalt skal træbeskyttelse, der har en MAL-kode, hvor det første tal er 4 eller derover, mærkes med sætningen: “Må ikke anvendes på indendørs vægge, lofter og gulve.” Er det første tal 3, skal der stå: “Må indendørs kun anvendes på vægge i vådrum og gulve.”

Læs fabrikatens anvisninger

De nye produkter til træbeskyttelse har en MAL-kode så lav som 00-1, men på emballagen står der alligevel, at indholdet er til udendørs brug. Så læs altid på emballagen og ret dig efter fabrikanternes anvising.

Miljøstyrelsen advarer
Endelig kan vi henvise til Miljøstyrelsen, der skriver følgende: “Midler, der er beregnet til udendørs brug, må under ingen omstændigheder bruges indenfor. De kan afgive dampe, der kan give langvarige gener i form af allergi, hovedpine, utilpashed med videre. Midler, der kun er beregnet til indendørs brug, bør heller ikke bruges udendørs, da man risikerer, at de ikke kan modstå vind og vejr effektivt”.

Mest læste artikler