Sådan plejer du terrassen, så den er pæn i flere år

Er din træterrasse grå og har løse fliser og sprækker? Så trænger den til pleje. Behandler du din terrasse rigtigt, har du til gengæld en terrasse i fin form de næste år. Få gode råd til, hvordan du kan behandle terrassen, og se plus og minus ved de forskellige behandlinger.

Trykimprægneret træ mest anvendt

Trykimprægneret træ er det mest anvendte materiale til terrasser og andre flader, der er placeret direkte under åben himmel eller direkte på den bare jord. Trykimprægnering sikrer træet mod mug, og i dag kan du også finde miljømærkede alternativer.

Sådan kan du pleje træterrassen – tre forskellige muligheder

1. Skrub og skur

Brug skurebørste og sæbe. Hvis træet er meget snavset, så brug algefjerner eller andre midler. Bruger du en højtryksrenser, så vær opmærksom på, at den kan være hård mod træet. Der findes dog special-udstyr til højtryksspuleren, der gør processen mere skånsom.

Plus:
Mug og algedannelse holdes nede på et minimum.

Minus: En alt for hårdhændet brug af højtryks­spuler kan skade træet. Hold ikke strålen for tæt til træet og brug gerne specialudstyr.

2. Slibning af terrassen

Kan du mærke løse fliser i træet og ujævnheder, skal du vælge en slibning med groft sandpapir. Husk at beskytte dig mod slibestøvet. Vær opmærksom på, at plankerne kan være kuppelformede for at sky vandet. Så overvej grundigt, før du sliber.

Plus:
Træet bliver glat og fint igen. Det kan bedre optage efterbehandling med olie eller maling.

Minus: Slibestøv er usundt. Pas på, at du ikke sliber hensigtsmæssigt design på træet væk.

3. Oliering af træet

Et terrassegulv bliver gråt med tiden, og det kan sprække og få revner, når det tørrer ud og ældes. Træolie modvirker disse følger. Der findes olieprodukter på markedet, der reducerer alge- og mugangreb.

Du kan lakere, lasere eller male trykimprægneret træ. Husk blot, at træet skal være gennemtørt før behandlingen. Vær også opmærksom på at begynder du først på en behandling, så skal du fortsætte med at holde den ved lige.

Plus:
Et olieret gulv er smukt at se på og dejligt at gå på.

Minus: Er du begyndt at behandle dit gulv, skal du fortsætte med det fremover.

Kom af med affald på rette sted

Når du behandler din terrasse med olie, lak eller maling, så husk at rengøre og bortskaffe pensler og rester på forsvarlig miljømæssig vis. Udskifter du træet, så husk, at trykimprægneret træ fx ikke må bruges i brændeovnen.

Vælger du at lægge et nyt gulv på terrassen

Beslutter du dig for at skifte træet, så kig dig godt omkring. I dag kan du få træ i mange kvaliteter, farver og nuancer. Også gulve i andre materialer – fx vedligeholdelsesfrit plastik – vinder frem.

Læs også: Sådan bygger du selv en træterrasse

Mest læste artikler