Læg de løse fliser på plads

Løse fliser og sten på fortovet, terrassen og havegangen er ikke kønne at se på, og du risikerer også at snuble over de løse fliser. Små fliser og sten kan du stampe, mens større skal lægges på ny. Få gode tricks til, hvordan du lægger fliserne på plads igen.

Hårde vintre får fliser til at løsne sig

Fliser eller sten løsner sig næsten altid før eller siden, og det “smitter” nabostenene, så man pludselig har et helt område af terrassen, der vipper. Efter en hård vinter kan det gå rigtig galt. Når fugten i gruset under fliserne fryser, udvider gruset sig og skubber fliser og sten opad. Måske falder de på plads igen, når frosten går af jorden, men det er ikke altid tilfældet.

Sådan gør du med mindre fliser og sten

Nogle gange er det nok at stampe stenene på plads. Lej en pladevibrator i byggemarkedet – det koster ca. 250 kr. i døgnet, og nogle modeller kan være i en almindelig personbil, så du ikke behøver at tage en trailer med. Brug den til at stampe stenene – er det ikke nok, skal du tage stenene op og bruge pladevibratoren til at stampe gruset, inden du lægger stenene tilbage, stamper og til sidst fylder fugerne op med fugesand.

De store fliser skal lægges på ny

De traditionelle havefliser risikerer at knække, hvis du stamper dem med en pladevibrator. I stedet skal du tage de løse fliser op og lægge dem på ny. Sørg for, at der ligger det nødvendige lag bundsikringsgrus og stabilgrus under fliserne, hhv. 15 cm og 10 cm. Det er kun nødvendigt at genlægge de løse fliser.

Når små sten bliver ved med at gå løs

Goto: Horup Deceur

Små brosten eller pigsten omkring fx kloakdæksler har ofte særligt svært ved at blive liggende. Det samme gælder sten på fortovet eller i indkørslen, hvor der tit bliver fejet så grundigt, at jord og sand i fugerne bliver fejet op, og stenene løsner sig. En løsning, der én gang for alle låser stenene fast, er at lægge dem i en låsende fugemasse.

Fugen holder stenene på plads

Der findes forskellige fugemasser på markedet, men princippet er det samme: Massen danner en hård overflade, når den hærder og holder derfor stenene på plads. En sidegevinst er, at fugemassen også lukker af for ukrudt mellem stenene.

Lav din egen brolæggerjomfru

Find en tung og kraftig træstamme, der er mindst halvanden meter høj, og bor et hul tværs igennem den i den ene ende. Gennem hullet stikker du en rundholt, fx et stykke af et kosteskaft, så du får et godt håndtag. Løft træstammen op i dette håndtag, og lad den dumpe ned på de undslupne løse sten. Når du har din egen brolæggerjomfru, kan du altid tage den frem og stampe de løse sten på plads, lige så snart de viser sig.

Læs mere: Havefliser – sådan lægger du fliser på terrasse, indkørsel og gangsti

Mest læste artikler