Fjern ukrudtet mellem fliserne, før det gør skade

Ukrudt mellem fliserne er ikke kun et kosmetisk spørgsmål. Har ukrudtet kraftige rødder, kan det med tiden få fliserne til at ligge skævt. Vi viser flere forskellige måder at gribe fugerne an på.


Fugerensere

Der findes mange gode fugerensere. Hvis du vælger en med langt skaft, kan du stå op og kratte. Men har ukrudtet store rødder, skal du ned på knæ og lirke rødderne med op. Chancen for at få rødderne med er størst, når jorden er godt våd – så kast dig over fugerne, når det har regnet.

Brug fugerenseren i tørt vejr

Det er supervigtigt at få de store planter op, fordi de gør fugerne utætte, så der kan trænge vand ned til det bærende lag stabilgrus under belægningen – og det kan få belægningen til at synke. Fejer du fugerne med en stiv kost et par gange om ugen, kan du forebygge det meste ukrudt. Fejer du i tørt vejr – med udsigt til sol – er virkningen bedst.

Ukrudtsbrænder

En ukrudtsbrænder kan klare det meste ukrudt i fugerne. Start allerede i foråret. Den varme flamme er bedst til planter på under tre cm.

Husk, at ukrudtet ikke skal brændes væk, men kun “varmebehandles”, så cellerne sprænger, og planten dør. Regn med at skulle have ukrudtbrænderen frem hver 14. dag i hele vækstsæsonen. Hvis du kun har en lille terrasse, kan du hælde kogende vand over ukrudtet.

Fugesand med høj ph-værdi

Du kan i dag købe fugematerialer med så høj pH-værdi, at ukrudtsfrø ikke kan spire i det. Fugesandet kan sagtens fyldes i fugerne på en eksisterende belægning.

Brug et fugejern

Her bruger du et fugejern og en stiv kost til at fjerne så meget af det gamle fugemateriale som muligt (minimum tre cm). Fjern også al ukrudt og rødder grundigt. Herefter skal hele belægningen skylles ren. Når belægningen er tør, fejes det nye fugemateriale ned i fugerne.

Plant i fugerne, så det kvæler ukrudtet

En mere fredfyldt tilgang til fugerne er at tilplante dem, så der ikke er plads til ukrudtet. Det er særligt nemt ved brede fuger – men kan også fungere mellem almindelige fliser. Når du vil plante i fugerne, skal du (efter)fylde med så- eller plantejord, der er blandet op med sand.

Køb fugeplanter som frø

Du kan købe en særlig frøblanding med velegnede fuge-planter, fx sylbladet firling eller bred- og smalbladet timian. I starten vil det være nødvendigt at håndluge, indtil planterne har etableret sig. Herefter vil det være nok at luge fugerne en-to gange om året.

Fyld fugerne op!

Hvis fugerne er halvtomme, får ukrudtet mulighed for at gro, hvor der er fugt og læ – og hvor det ikke bliver ødelagt af fødder og koste. En halvfuld fuge bliver også hurtigt fyldt med jord, visne blade og lignende, som ukrudtet gerne vil vokse i. Sørg for, at fugematerialet er trykket godt sammen, så fugen er fast og tæt.

Ukrudtsdug er ikke effektivt nok

Det meste ukrudt i fugerne kommer fra frøukrudt, der kommer oppefra og sår sig i fugerne, så ukrudtsdug under fliserne har ikke den store effekt på mængden af ukrudt.

Mest læste artikler