Del haven op i små rum

Planter er dekorative som rumdelere i haven. Hække og buske kan enten vokse vildt eller formklippes til smalle hække. Et storblomstrende espalier eller en pergola er også en flot mulighed for at afgrænse den nye solterrasse.



En grussti mellem havens forskellige rum
En grussti kan være en fin forbindelse mellem havens forskellige rum. Du kan også belægge den lille solterrasse med grus. Slotsgrus kan lægges direkte på jorden. Grav græsset bort, så der er plads til et lag på 10 cm slotsgrus.

Gruset skal være vådt inden du stamper
Det er vigtigt, at gruset er gennemvådt, når du stamper. Vand evt. med havevanderen. Slut af med at vibrere.
Slotsgrus har en maks. størrelse på 8 mm, og der er en stor knust andel, så overfladen bliver lidt skærveagtig. Sørg for, at stien har samme højde som jorden i græsplænen, så kan plæneklipperen tage kanterne.

Gå meget på gruset og undgå ukrudt
Som alle andre typer belægning bliver grus også dækket af alger og ukrudt, fx. vil især græsplænen sende rodskud ind på havegangen. Men da belægningen ikke er lagdelt, kan det graves igennem og luges. Og husk, jo mere I går i gruset, jo mindre ukrudt vil der gro!

Fliser af træ Foto: Skovtrup, tlf. 98 54 87 67

Runde træfliser er hyggelige til en lille solterrasse eller havesti. Træet kan kombineres med natursten og betonfliser og kan bryde den traditionelle stenbelægning, hvis du udskifter et flisefelt med træ. Hvis terrassen skal holde, skal der graves ca. 40 cm af, og underlaget skal bygges op som ved en flisebelægning med bundsikrings-, stabil- og afretningsgrus.

Græs i mellem fliserne

Et andet alternativ er at sætte fliserne i muldjord og så græs imellem dem, det giver en hyggelig havesti eller terrasse, der kan slås med plæneklipperen.
Træfliserne er 8-12 cm tykke og findes i flere forskellige træsorter. Eg og robinie klarer sig bedst.

Læs mere om træfliser på næste side og se, hvilke hækplanter, der er gode som rumdelere.#br

Vælg det bedste træ
Imprægneret træ kan også holde i mange år. Jo bedre træ du vælger, desto længere levetid har belægningen. Det er en god idé at behandle træet med træbeskyttelse, før det lægges.

Træd blot på stenene Foto: Granit Eksperter, tlf. 40 19 56 11
Trædesten i græsplænen er en sjov og anderledes måde at lave en sti på. Børnene elsker også stenene, og de kan slet ikke lade være med at hoppe fra sten til sten.

Lægges i stabilgrus

Trædesten skal lægges i stabilgrus. Grav gerne 30-40 cm ned, så bliver de liggende i mange år. Hvis du lægger stenene direkte i jorden, vil de med tiden arbejde sig opad. Hvis stenene ligger i græsplænen, skal du huske at lægge dem så dybt, at plæneklipperen kan køre over dem.

Hækplanter, der kan klippes til smalle hække:

  • Taks
  • Bøg
  • Smalbladet buksbom
  • Lærk
  • Tjørn
  • Liguster


Buske, der egner sig til uklippet hæk eller busket:

  • Spirea
  • Buskroser
  • Syrener


Espalier/Pergola:

Her kan alle klatreplanter bruges. Vælg gerne planter med forskelligt blomstringstidspunkt.
Frugttræer er også velegnede til espalier (vælg pære og æbletræer, der er lettere at styre).
Blommer og kirsebær skyder kraftigt og giver ikke frugt på espalier.

Mest læste artikler