Disse 5 metoder fixer dine havefliser

Få gode råd til hurtige og nemme løsninger på reparation og rens af dine havefliser.

Klik dig ned til det problem, der plager dine havefliser, og se, hvad du skal gøre.

Mine havefliser…

… er beskidte
… er ramt af alger
… har lav eller flisepest
… er revnet
… ligger ujævnt


1: Mine havefliser er beskidte

Det kræver lidt knofedt at få rene fliser. Prøv først med vandslangen og en kost med stive børster. Hvis det ikke hjælper, kan du slibe skidt og belægninger af ved at hælde fugesand på fliserne og feje hen over det med en kost med stive børster.

Hvis de manuelle metoder ikke virker, må du tage maskinkraft til hjælp. Her kan du fx bruge en traditionel højtryksspuler – hvis du vel at mærke husker at bruge den varsomt.

Prøv dig frem på en flise, der ikke ligger så synligt – eller test på en ekstra flise, der blev tilovers, da fliserne blev lagt.

Vælg den laveste styrke til strålen. Hold højtryksrenseren i en afstand på 40-50 cm af fliserne, så trykket ikke bliver for hårdt. Hold en sprøjtevinkel på omkring 30 grader, og spul aldrig lodret ned i fliserne, så fugesandet bliver spulet væk.

Hvis ovenstående lyder for besværligt, kan du også benytte en såkaldt terrassevasker – eller Patio Cleaner. Det er et stort mundstykke, som du monterer på højtryksspuleren. Terrassevaskeren fordeler strålens tryk over et større område, så du ikke kommer til at skade den enkelte flise med et for koncentreret tryk.

TIP: Bruger du rengøringsmidler, så vær opmærksom på, at natursten ikke kan tåle midler med syre i. Er du i tvivl om, hvorvidt fliserne er syrefaste, så prøv at vaske dem et ikke-synligt sted først.

2: Mine havefliser er ramt af alger

Alger fjernes som almindeligt snavs. Hvis du ikke kan fjerne algerne med ovenstående metoder – vand, sand eller højtryksspuler – så brug et algemiddel til at få bugt med uvæsenet. Husk, at du kun må benytte midler, som er godkendt af Miljøstyrelsen (har algefjerneren en dansk etiket kan du godt gå ud fra, at det er et godkendt middel).

3: Mine havefliser har lav eller flisepest

Flisepest er en hårdfør krydsning mellem svamp og alger, som skal fjernes i det tidlige forår, så det ikke spreder sig yderligere. Solen kan hjælpe lidt, idet sollys udtørrer flisepesten.

Brug ikke en højttryksspuler, da den gør fliserne ru og gør det endnu nemmere for flisepesten at trives. Brug i stedet fliserens lavet til at bekæmpe flisepest.

Ligeledes bør lav også bekæmpes med fliserens lavet til formålet.

4: Mine havefliser er revnet

Har du en knækket flise, bør denne skiftes ud. Kontakt leverandøren, hvis du ikke har et par sten på lager. Så vil det sandsynligvis være muligt at skaffe lidt ekstra.

Hvis ikke det er muligt, kan du tage en sten fra de mindre iøjnefaldende steder på fliseterrassen. Lirk den ødelagte flise op med et koben eller en mejsel. Fyld lidt grus i hullet. Stamp gruset med en stolpe – eller hvis det er et større område med en pladevibrator, som du kan leje i et byggemarked.

Læg den nye flise i hullet, og fyld fugerne omkring stenen med fugesand. Fej den del af terrassen over med fugesand, der ligger op til de udskiftede fliser, til fugerne er helt fyldte.

Er skaden kun overfladisk, kan du eventuelt vende flisen, og få den pæne overflade opad – såfremt flisen er ens på begge sider.

TIP: Tag lidt bladaffald fra tagrenden til at farve den nye flise med, hvis den adskiller sig fra den øvrige terrasses fliser.

5: Mine havefliser ligger ujævnt

Vind og vejr kan få fliserne til at bugte sig op og ned – især hvis underlaget under fliserne ikke har været stampet tilstrækkeligt.

Fjern flisen og eventuelt også de nærmest omkringliggende. Fyld grus i hullet og fordel det jævnt. Stamp gruset fladt med en stolpe eller en pladevibrator. Fyld grus på igen, så bunden bliver komprimeret – sørg for at holde overfladen lige med de øvrige fliser ved hjælp af et vaterpas. Læg flisen på igen. Fej terrassen over med fugesand.

Læs mere: Havefliser – sådan lægger du fliser på terrasse, indkørsel og gangsti

Mest læste artikler