Sådan beskytter du dine planter mod sen nattefrost

Nattefrost er gift for de fleste planter. Så hvad gør man, hvis nattefrosten vender tilbage, efter man har plantet ud? Her er tips til, hvad du kan gøre for at undgå frostskader på dine planter i blomsterbedet, drivhuset og i køkkenhaven.


Nattefrost i maj

Det kan være vanskeligt at time udplantningen. Man bliver grebet af stemningen og godt forårsvejr i april, tilplanter have og drivhus, og så pludselig falder hammeren med nattefrost og vinterlige temperaturer langt ind i maj.

Har du planter i jorden, når frosten rammer i det sene forår, så er alt håb dog ikke ude. Her er nogle tips til nødforanstaltninger.

Frost i drivhuset

Drivhuset er et mere skånsomt miljø for planter, end friland er. Er drivhuset udstyret med polycarbonat-plader, vil drivhuset holde ekstra godt på varmen i de kolde nætter i forhold til drivhuse af glas, hvor frost nemt vil kunne trænge ind. Vil du skåne de allerede udplantede gevækster i drivhuset, så har vi fundet flere gode bud på modtræk fra Bolius’ haveekspert Jesper Carl Corfitzen. 

Planter i drivhuset kan ifølge Jsper Carl Corfitzen for eksempel beskyttes mod nattefrost ved at lægge fiberdug eller bobleplast hen over dem om natten. Gør det f.eks. med tomater, chili eller forspirede blomster.

Nattefrost i køkkenhaven

Kartofler bør helst ikke få nattefrost. Ifølge Jesper Carl Corfitzen kan man risikere slet ingen kartofler at få, hvis toppen af planterne visner under frostvejr. En del grøntsager som løg og kål risikerer ligeledes at gå i stok, hvis de får nattefrost. Her er tricket også at lægge fiberdug hen over planterne om natten.

Sommerblomster og eksotiske planter

Har du eksotiske planter i krukker som f.eks. citrusplanter kan du rykke planterne ind under et halvtag og dække dem til med et tæppe om natten. Bobbelplast omkring hele krukken vil også være en fordel. 

Sommerblomster og knoldplanter fra sydlandske himmelstrøg skal helst ikke i jorden, før engang i maj måned, når faren for nattefrost er drevet helt over. Er sommerblomsterne og de eksotiske løgplanter alligevel lagt i jorden i april, så kan du være heldig at undgå plantedøden med en natlig fiberdug. Hvis planterne står i krukker, vil det være oplagt at stille planterne ind i et udhus eller en garage om natten.

Læs også: Ukrudt i haven kan bekæmpes med en fiberdug

Træer og buske

Har det tidlige forår været lunt, så har buskene og træerne i haven måske allerede fuld gang i væksten med nye skud og blade. Det kan få nogle sårbare planter som f.eks. roser til helt at gå ud.

Mindre buske og træer kan du evt. lægge et tæppe eller en fiberdug hen over, så undgår du måske de værste skader. Ifølge Jesper Carl Corfitzen er der derimod intet du kan gøre med udvoksede træer og buske – intet andet end at håbe på det bedste.

Læs mere om nattefrost og planter i Jesper Carl Corfitzens artikel på bolius.dk

Mest læste artikler