Sød kartoffel i krukkerne 2.0

Pludselig fik det en brat ende med de forskellige sorter af sød kartoffel, Ipomoea batatas, som Lotte Bjarke har været så glad for at have som bladplanter i krukkerne hele sommeren. 


Slut med de søde kartofler

Vejret må have overskredet en eller anden magisk grænse for, hvad de forskellige sorter af sød kartoffel kan holde til, for de er simpelthen klappet sammen på stribe, ligesom Dahlia gør, når de får et strejf af frost.

De smukke sorter med limegrønne og bordeauxrøde blade dyrkes jo ikke med henblik på høst af sød kartoffel, men jeg har været ret spændt på, om der alligevel skulle være udviklet knolde i krukkerne.

Og sandelig om ikke der var bingo i den store krukke med Ipomoea ‘Sweet Heart Purple’, der indtil nu har vokset, som om den blev betalt for det.

Knoldene er ikke så store, og de ryger ikke i køkkenet, men er lagt til overvintring i bakker med tør pottemuld. Det kunne da være sjovt, hvis de kan komme igen til næste forår, ligesom Dahlia knolde.

Læs også: Lækker plantenyhed til efterårskrukkerne

Sweet Heart Lime klarer sig endnu

En enkelt krukke med sød kartoffel, Ipomoea ‘Sweet Heart Lime’, klarer den endnu, men den har også stået mere beskyttet tæt ved huset og inde under et udhæng. Den bringer minder om, hvor flotte planterne var indtil for nylig, og husker mig på, at der helt sikkert skal indkøbes sød kartoffel til krukkerne igen til næste år.

Helt hen i haven

Følg årets gang i Lotte Bjarkes have på bloggen www.helthenihaven.dk og få altid gode tips og tricks til haven.

Mest læste artikler