Planter i krukker om vinteren – gør krukkehaven klar

Planter og krukker kan blive ødelagt af de kommende måneders vejr med kulde og frost. Nogle planter tåler frosten, hvis de har de rigtige vilkår i krukkerne, mens andre skal inden døre. Husk også at vælge de rigtige krukker, som kan klare frosten. 

Planter får problemer i krukkerne om vinteren

Selv vinterhårdføre planter kan få problemer i vinterhalvåret, når de dyrkes i krukker. Det gælder fx de mange vinterhårdføre sorter af hortensia. Skaden sker, hvis jorden i krukken bundfryser, så rødderne ikke har mulighed for at optage et minimum af vand. Den sker også, hvis der er vand eller meget våd jord i bunden af krukken, der tør langsomt og dermed danner en prop, så overskydende vand ikke kan løbe ud. Så rådner rødderne simpelthen væk.

Læs også: 10 planter og blomster til krukker, der er nemme at dyrke

Dræn er livsvigtigt

Det hjælper at vælge relativt store krukker, hvor det store jordvolumen ikke så let bundfryser om vinteren. Det hjælper desuden at etablere et godt dræn i krukken af fx et 10 cm lag af lecanødder eller potteskår. Stil krukken på krukkefødder, så den ikke hviler direkte på jorden.

Isolering, drivhus eller udestue

Du kan også isolere krukken ved hjælp af fx bobleplast eller filtmåtter. Det ser knap så smart ud, men isoleringen kan fx skjules af en dekorativ jutesæk.

Et drivhus eller en udestue er selvfølgelig en stor hjælp til overvintringen, og den ultimative løsning er at grave hele krukken med planter ned i havejorden for at beskytte den mod bundfrysning. 

Planter, der ikke tåler frost

Det er en anden sag med de planter, der ganske enkelt ikke tåler frost. Vintergrønne middelhavsplanter som fx de populære citrustræer, oliven og laurbær er flerårige planter, man kan have glæde af i årevis, hvis man altså kan tilbyde dem passende vinterlogi.

Opskriften lyder på lyst og køligt. Det værste, man kan byde dem, er en varm stue med begrænset lys. En temperatur på 5-10 grader og så lyst som muligt er det bedste. Planterne skal ikke have gødning i løbet af vinteren, og de skal vandes meget lidt.

Frostfølsomme planter, der taber bladene om vinteren, er lidt nemmere at finde et godt vinterlogi til, fordi de ikke behøver lys i hvileperioden. Men den lave, men frostfri temperatur er stadig en forudsætning for overvintring.

Vælg de rigtige krukker til vinteren

Der er stor forskel på, hvor godt selve krukken klarer sig gennem vinteren. Almindelige terrakotta-krukker er så porøse, at der trænger vand ind mellem lerlagene. Når vandet fryser til is, løsner det leret i store flager.

De såkaldt frostsikre krukker er hårdt brændt, så der ikke trænger vand ind i leret. Krukkerne er normalt solide, men du skal alligevel passe på, for en tilplantet krukke, meget vand og derpå frost er en cocktail, der kan være gift for selv den stærkeste krukke. Den vandfyldte jord udvider sig, når den fryser, og det giver et enormt tryk på krukkevæggene.

Af samme grund er det vigtigt, at krukkerne til vinterbrug er klart bredest foroven, så jorden kan udvide sig op af krukken. 

Plant en vinterkrukke

Foto: Lotte Bjarke

Vinterhårdføre planter som skimmia, bjergte og en lang række små stedsegrønne nåletræer er perfekte til en vinterkrukke, der hygger om huset i de kolde måneder. Plant dem i en solid, hårdtbrændt krukke, husk dræn, og stil om muligt krukken tæt ved huset under et udhæng, hvor der er lunest, og hvor risikoen for ”oversvømmelse” i krukken er mindst.

Genbrug pelargonierne

Foto: Lotte Bjarke

Du kan genbruge sommerens pelargonier, hvis de reddes i ly for frosten. En lys, kølig vindueskarm er et godt vinterhi. Du kan roligt studse dem lidt, hvis de er blevet for voldsomme, og vil du have flere planter, kan du bruge de afklippede skud som stiklinger. Stik dem i potter med frisk, fugtig pottemuld, så danner de let rod.

Chokoladeblomst tåler ikke frost

Foto: Lotte Bjarke

Den populære chokoladeblomst er lige så frostfølsom som dahlia og kan overvintres ligesom dem. Den har nemlig en knold under jorden, der kan skyde igen, hvis den overvintres frostfrit. Det nemmeste er at lade den visne ned af sig selv og lade den blive i krukken. Indstil vandingen, til det bliver forår igen.

Læs også: Vinterhårdføre planter til krukker og haven

Mest læste artikler