Servér en dyrk-selv pizza med krydderurter og grønt fra haven

Med egne krydderurter eller grøntsager i havekrukkerne og bedene er det oplagt at lave sin egen dyrk-selv pizza til aftensmaden. Og hvis den oven i købet kan nydes på terrassen, er det den ultimative sommerhygge. Få opskriften på pizza og forfriskende mynte-iste.

Pizza er nem og sund aftensmad

Tilberedt med de rigtige råvarer – meget gerne fra haven – er pizza både sund og lækker mad. Tit er det også et rent hit hos børnene, og hvis de selv kan være med til at dyrke fyldet, er det kun endnu sjovere. Og I behøver ikke have meget plads for at kunne dyrke jeres eget.

Selvforsynende med og uden have

Der er en stigende interesse for urban gardening eller grow-your-own kulturen. Det handler om at være selvforsynende, også selvom man ikke har have, men bare krukker på altanen eller potter i vindueskarmen. Selv med kun lidt plads til jord kan man dyrke egne krydderurter eller grøntsager til fx pizza.

Nyttehaven er sund og sjov for børnene

Du kan nemt involvere børnene i dyrkningen af haven og dermed give klima- og kvalitetsbevidstheden videre til dem. Selve forarbejdet med at anlægge nyttehaven og passe krydderurterne og grøntsagerne, er en stor del af fornøjelsen. Det skaber både begejstring og ansvarsfølelse hos børnene, når de selv er med i hele processen.

Køb planter som du kan plante ud

Du kan købe krydderurter og grøntsagsplanter til at plante ud i krukker eller bede, hvis du ikke har drivhus eller ikke synes, du har tid til at gøre det helt fra bunden.

Lav en lækker pizza direkte fra haven

Hvis du har en have eller vindueskarm med hjemmedyrkning, er det nemt at lave din egen pizza med fx hjemmelavet tomatsovs, da de friske ingredienser jo er lige ved hånden. Tomaterne skal plukkes og laves til sovs med frisk oregano og hvidløg. Bagefter kan børnene være med til at pynte pizzaen med basilikum og peberfrugter.

Sådan laver du en italiensk pizza (4 personer)

25 g gær
2 dl vand
1 spsk. olie
1⁄2 tsk. salt
330 g mel

Opløs gæren i lunkent vand. Bland resten af ingredienserne i og ælt dejen godt. Hæver 1⁄2 time. Rulles ud og fyldet kommes på. Efterhæver 20 min. Bages ved 220 gr. i 25 min.

Tip til den travle

Lav pizzadejen dagen før med den halve mængde gær, og lad den langtidshæve, det sparer tid og er godt for fordøjelsen. Lav dobbelt portion af tomatsovsen, og frys halvdelen ned, så er halvdelen af arbejdet gjort næste gang.

Forfriskende iste med mynte

Bland en håndfuld frisk mynte med 500 g sukker, 4 økologiske, halverede citroner og 3 liter kogende vand i en stor gryde eller skål. Smag drikken til. Lad den trække i 1-2 timer, og si derefter krydderurter og citroner fra. Hældes på rengjorte, skoldede flasker. Fortyndes i forholdet 1⁄4. Kan holde sig 4 dage i køleskabet. Smagen kan varieres med de mange forskellige slags mynter, der findes, som fx jordbær og chokolade.

Se også: Pizza – opskrift på hjemmelavet pizza

Mest læste artikler