Køkkenhaven skal gødes i det tidlige forår hvis du vil have godt udbytte

Hvis ikke du tilfører næring til planterne i køkkenhaven, kan du se langt efter en god høst af friske grøntsager. Du kan vælge mellem organisk eller mineralsk gødning, men lad være med at springe helt over.

Gødning erstatter fjernet materiale

Køkkenhaven har især brug for et ekstra næringstilskud af den enkle grund, at meget af det organiske materiale fjernes. Ukrudtet luges væk, og grøntsagerne ender på middagsbordet, mens planterester ryger på komposten. Omvendt kan fx et staudebed ofte klare sig uden ekstra gødning, fordi nedfaldne blade med videre vender tilbage til jorden.

Gødning skal der til

Derfor er tilførsel af næring alfa og omega for en god høst. Og det gælder, uanset om du dyrker køkkenhaven efter økologiske metoder eller ikke. Forskellen ligger i de gødningstyper, du har at vælge imellem.

Organisk eller mineralsk

Man kan dele gødning op i organiske og mineralske gødninger, hvor de organiske er baseret på planter eller dyr, mens de mineralske udvindes af undergrunden. De er ofte kendt som NPK gødninger. Organiske gødninger kan være alt fra hjemmelavet kompost over staldgødning til moderne gødninger baseret på fx hønsemøg eller tang formuldet, så det er let at sprede i haven.

Jorden kan lide organisk gødning

Kvælstof, fosfor og kalium findes i begge typer gødning men i forskellig mængde. Planterne har også behov for andre næringsstoffer, der typisk er tilsat de mineralske gødninger, mens de findes naturligt i de organiske. Endelig tilfører organisk gødning organisk materiale til gavn for jordstrukturen og mikrolivet i jorden.

Følg forskrifterne på emballagen

Hvilken gødningsstrategi, du vælger, er et temperamentsspørgsmål, men det er afgørende, at du følger forskrifterne på emballagen. For lidt og for meget gødning er lige slemt. I køkkenhaven kan du med fordel indlede sæsonen med at give en grundgødskning med en langtidsvirkende gødning.

Gødningen skal følges op senere

Kompost fungerer i princippet som langtidsvirkende gødning med et lavt næringsindhold, men du kan også få både organiske og mineralske gødninger, der er formuleret, så næringsstofferne frigives gradvist.
Langtidsvirkende gødning giver trods navnet ikke næring nok til en hel sæson. Det er nødvendigt at følge op med i hvert fald endnu en omgang gødning fx i løbet af juni.

Kompost gør nytte

Velomsat kompost kan med fordel spredes mellem rækkerne i løbet af vækstsæsonen. Efter sæsonen kan du sprede et lag mindre omsat kompost oven på jorden. Den komposteres færdigt på stedet og samtidig beskytter den jordstrukturen.

Læs også: Det ved du (måske) ikke om gødning

Mest læste artikler