Jordbær – 12 tricks til at at plante, gøde og vande

At vande rigtigt og samtidig spare på gødningen i jordbærbedet er gode tips, hvis du konkurrerer med naboen om det flotteste jordbærbed. Få 12 konkrete tips til, hvordan du får succes med dine jordbærplanter samt tre lækre sorter til bedet her.

Rigtig gødning og vanding af jordbær giver god høst

Jordbær er en nem og taknemmelig plante, men jordbærhøsten kan blive endnu mere strålende, hvis du ved, hvordan du giver dine jordbærplanter de bedste vækstvilkår med plantning, gødning og vanding.

Bliv klogere på, hvordan du får de bedste jordbær her:

Her er 12 gode tips til at få succes med jordbær

1. Hvornår planter man jordbær?

Det ideelle plantetidspunkt for jordbær er juli måned. Dermed får planterne god tid til at etablere sig og danne de blomsteranlæg, der er forudsætningen for næste års høst. Plantens hjerteskud må aldrig dækkes af jord, da planten så vil have svært ved at skyde.

2. Varsom vanding af jordbær

Du skal undgå at vande dit jordbærbed, indtil blomstringen er overstået, og du kan se, at bærrene begynder at svulme. Hvis du vander tidligere, sætter planten masser af blade på bekostning af blomster og bær. Samtidig opstår der også perfekte forhold for gråskimmel i den tætte jordbærplante.

Dyrker du dine jordbær i krukker, er det vigtigt, at der er hul i bunden af krukken, så det overskydende vand kan løbe ud.

3. Spar på gødningen af jordbærrene

Jordbær er en af havens mest nøjsomme planter, der kun behøver gødning i yderst begrænset omfang. Jordbær bør aldrig gødes i foråret, da det vil resultere i stærk bladvækst på bekostning af blomster og bær samt øget risiko for gråskimmel.

Vanding og gødning af jordbær plante
Vander og gøder du dine jordbærplanter korrekt, kan du nyde mange lækre bær til sommer. Foto: Getty Images

4. Sådan undgår du meldug og gråskimmel på dine jordbær

Meldug, der ses som en grålig belægning på blade og blomster, optræder især, når jordbærplanten har svært ved at optage vand. Det skyldes ikke nødvendigvis tørke, men kan også være et tegn på ødelagte rødder for eksempel som følge af ukrudtshakning tæt på planterne eller nematoder i jorden.

Du skal ikke begynde at vande uhæmmet for at undgå meldug, for så skaber du perfekte forhold for gråskimmel, der ses som en tæt, grå pels på angrebne bær. For meget vand kan nemlig give gråskimmel.

5. Strø halm under jordbærplanterne

At dække med halm under bærrene har flere funktioner. Dels undgår du, at jordbærrene bliver snavset til af jord, dels løfter halmen bærrene fri af den våde jord, så de hurtigere tørrer efter for eksempel morgendug. Det mindsker risikoen for gråskimmel. Halm lægges først ud, når risikoen for frost er helt overstået.

Jordbær plante
Undgå at vande dit jordbærbed, indtil blomstringen er overstået. Foto: Getty Images

6. Jordbær skal luges med forsigtighed

Du skal selvfølgelig ikke lade dit jordbærbed gro til i ukrudt, men omvendt skal du også passe på, når du luger. Jordbær har et sart rodsystem, der tager skade af hård fremfærd med hakkejernet. Tæt på planterne er fingerlugning det bedste for dit bed.

7. Bevar smagen – behold stilken på jordbærrene

Friskhøstede jordbær fra egen have er noget af det bedste, man kan få. Skyl altid bærrene med stilken på. Fjerner du stilken først, kommer der vand ind i bærret, som ødelægger smagen. Undgå også at sætte jordbær i køleskabet. Det ødelægger smagsoplevelsen.

8. Vælg sunde jordbærplanter

Sundt plantemateriale giver færrest problemer. Derfor betaler det sig at købe sunde, sygdomskontrollerede jordbærplanter.

9. Vælg udløbere fra planter, der giver gode bær

Hvis du selv formerer jordbær ved hjælp af udløbere, skal du kun vælge udløbere fra planter, der giver gode bær. Mærk dem op, mens du høster, og tag udløberne efter høst. Klip de andre udløbere af, så snart de dukker op.

10. Forlæng jordbærsæsonen med flere sorter

Du kan med fordel plante flere forskellige sorter. Dels forlænger det sæsonen, fordi sorterne ikke modner på samme tid, dels øger du sandsynligheden for at få succes med bærrene.

11. Nye jordbærplanter skal have ny jord

Ældre jordbærplanter giver mange, men små bær. Planterne bliver så tætte, at gråskimmel har gode betingelser. Derfor skal jordbærbedet fornys mindst hvert tredje år. Vælg altid et sted, hvor der ikke tidligere har vokset jordbær til det nye bed, ellers risikerer du, at de nye planter inficeres med nematoder, der ødelægger rødderne.

12. Vælg de stærke jordbærsorter

Der er meget stor forskel på, hvor modtagelige de forskellige jordbærsorter er over for sygdomme som meldug og gråskimmel. De gamle sorter som Zefyr og Senga Sengana hører til de mest modtagelige. De vil derfor – alt andet lige – give flere problemer end mere modstandsdygtige sorter som Dania, Korona og Polka, der alle giver lækre bær.

Plante jordbærplanter i ny jord
Nye jordbærplanter skal plantes i ny jord for at undgå sygdomme. Foto: Getty Images

Læs også: Sådan bruger du jordbærplanter som bunddække i haven

Tre jordbærsorter

Vi har samlet tre forskellige jordbær sorter, som du kan eksperimentere med derhjemme i haven.

1. Florence

Denne sort er en robust sort, der giver en sen og rig høst af store flotte bær med en frisk og aromatisk smag. Bærrene modner som et af de sidste klassiske bær midt i juli.

2. Hindbær jordbær

Hindbær-jordbær får mørkerøde, mellemstore bær med en tydelig smag af hindbær. For at blomsterne udvikler sig til bær, er det nødvendigt med bestøvning fra andre mere ‘almindelige’ sorter, eksempelvis Florence eller Honeyoe. Denne sort modner i juni-juli.

3. White dream – hvide jordbær

Denne sort er ganske særlig i både udseende og smag. Den giver nemlig mellemstore cremehvide bær med mørkerøde prikker og med en sød smag af ananas. Bærrene modner i juni-juli og skal plantes sammen med andre mere almindelige sorter, da den ikke kan bestøve sig selv.

Er jordbær en nød?

Du har utvivlsomt hørt teorien om, at jordbærret i virkeligheden er en nød. Vi har fundet svaret. Jordbærret er rent faktisk en samling af nødder, hvor prikkerne på jordbærret er selve nødderne. Det røde, altså selve jordbærret, er udvendigt frugtkød, som holder på nødderne.

Må hunde få jordbær?

Hunde kan godt tåle jordbær. Bærret er fyldt med mineraler, vitaminer og antioxidanter, der er godt for hundens immunforsvar. Derudover indeholder jordbær mindre sukker end de fleste frugter og er derfor et godt alternativ til eksempelvis bananer, som indeholder meget sukker. Du skal dog undgå at give din hund jordbær, som er frosne, syltede eller har været i kontakt med mælkeprodukter, som eksempelvis fløde. Mange hunde er nemlig laktoseintolerante og kan altså ikke tåle laktose- og mælkeprodukter.

plant og pluk jordbær i haven

Pluk selv jordbær

Det er en hyggelig aktivitet for hele familien at tage ud og plukke jordbær direkte fra planten. Mange jordbæravlere åbner deres marker for pluk-selv-gæster midt på sæsonen i juli. Her medbringer du ofte selv en skål eller balje, som bliver vejet, inden du og familien begiver jer ud på jordbær rov. Når plukkeriet er overstået, vejes skålen, og vægten omregnes til kroner og øre. Du kan fryse dine hjemmeplukkede jordbær ned til desserter og kager i efteråret eller give dig i kast med eksempelvis en lækker marmelade ud af de røde bær.

Her kan du plukke jordbær

Fyn

Ringstedgård

Ringstedgårdsvej 2

5792 Årslev

Ejlsøgaard

Jordløsevej 21

5672 Broby

Sjælland

Jordbærgården 

Råbrovej 58

2765 Smørum

Rokkedyssebær

Rokkedyssegård, Lejrvej 45, 3500 Værløse

Gundekildegård, Rågelejevej 46, 3210 Vejby

Kildebrønde Frugtplantage

Kildebrønde Landevej 41

2670 Greve

Jylland

Kobbersted Jordbær

Kobberstedvej 60

6070 Christiansfeld

Stensgård jordbær

Løkkensvej 438

9800 Hjørring

Arne Pedersens Jordbær

Skovvangen 25

8722 Hedensted

Vestjysk Pluk selv

Hedevej 35

6800 Varde

Brug dine jordbær i lækre opskrifter

Det er nemt at lave sin egen marmelade af sommerens overskudsbær. Ofte skal du blot tilføje sukker og geleringspulver, og vupti – så har du en lækker marmelade med smagen af sommer. Se eksempelvis denne opskrift på jordbær-rabarber marmelade. Du finder også en lækker opskrift på jordbærtærte her.

På en varm sommerdag, når du ikke orker at begi dig ud i et stort bagværk, kan et lækkert og nemt alternativ til desserten, være en stor skål med jordbær dækket med fløde eller mælk – eventuelt drysset med lidt sukker, til den søde tand.  

 

Til toppen

Mest læste artikler