Guide til giftige planter

Det er næsten umuligt at undgå giftige planter i haven, så lær ungerne, at de spiselige planter kun findes i køkkenhaven.

Haven er verdens bedste legeplads. Her kan familiens yngste udfolde sig fysisk og udforske alle naturens vidundere inden for hækkens trygge rammer.

Ser spiselige ud

Men selv i det mest trygge paradis lurer der en slange. Blandt havens planter er der en del, der er gif tige nok til at give hudirritationer eller ondt i maven og enkelte, der er så giftige, at lægen skal involveres, hvis man har spist af dem.

Heldigvis smager de giftige planter som regel ubehageligt, så egentlige forgiftningstilfælde forekommer uhyre sjældent.

Havens giftigste
• Fingerbøl, Digitalis purpurea
• Julerose, Helleborus niger
• Nyserod, Helleborus foetidus
• Engletrompet, Brugmansia suaveolens
• Olieplante, Ricinus communis
• Stormhat, Aconitum cammarum
• Tuja, Thuja
• Benved, Euonymus europaeus

I de tilfælde, hvor forgiftningssymptomer er registreret, skyldes det som regel planter, der på en eller anden måde minder børnene om noget, som gerne må puttes i munden. Det gælder særligt de farverige bær, der jo umiskendeligt ligner fx ribs, solbær eller måske endda bolsjer. Derimod er det sjældent, at små børn plukker blade og skud fra træer og buske og putter dem i munden.

Hvis du gerne vil være på den sikre side, kan du selvfølgelig fjerne alle giftige planter fra din have. Men lad det være sagt med det samme. Det bliver en stor opgave, og lige meget om du fjerner alt giftigt i din have, kan du jo ikke forhindre, at naboen elsker sin guldregn, eller at genboen synes, at duften af liljekonvaller er det mest vidunderlige i verden. Og en dag skal børnene jo uden for hækken…

Tag ungerne med i haven

Du kan med andre ord ikke gardere dig 100 pct. mod, at ungerne på et eller andet tidspunkt kommer i nærkontakt med giftige planter

Derfor er det smartere så tidligt som muligt at lære poderne at kende forskel på godt og skidt eller – endnu bedre – at de aldrig må spise noget, der ikke har vokset i køkkenhaven – og så endelig understrege, at det, de må spise, når det handler om kartofler, findes under jorden. Lad selv de mindste hjælpe med at grave kartofler op, så forstår de som regel hurtigt den sammenhæng.

De fristende
Giftige bær, der ser lækre ud:
• Taks, Taxus, stedsegrøne nåletræ. Den røde frøkappe er ikke giftig, men frøet indeni er meget giftigt. Der findes sorter, som ikke sætter frø.
• Peberbusk, Daphne mezereum. Forårsblomstrende busk, der sætter giftige røde bær, som kan virke tillokkende.
• Dansk ingefær, Arum maculatum, er en særpræget staude, der hyppigt optræder i ældre haver. I efteråret udvikles giftige orangerøde bær.
• Liljekonval, Convallaria majalis. Denne staude får hvide velduftende blomster i forårsmånederne. Sidenhen udvikles røde bær. Alle plantedele er giftige, og selv vand, der har stået liljekonvaller i, er giftigt.
• Kaprifolie, Lonicera periclymenum. En dejlig klatreplante med smukke eksotiske, velduftende blomster og siden lakrøde bær, som ikke må spises.

Giftige frø i bælge:
• Guldregn, Laburnum anagyoides. Et forårsblomstrende træ, som får lange klaser af solgule blomster. Siden udvikles bælge med ærtelignende frø. Hele planten er giftig. Foto: Garden Picture Library. Blomstrende latyrus
• Blåregn, Wisteria sinensis. Klatreplante med blå blomster. Efter afblomstring udvikles bælge med ærtelignende frø. Hele planten er giftig.
• Ærteblomst, Lathyrus odoratus. En sommerblomst med duftende blomster. Efterhånden udvikles bælge med giftige frø. Klip afblomstrede blomster af, så undgår du bælgene.

Læs også: Vild pastinak – pas på den vilde pastinak

Læs også: Liljekonval – Den giftige plante med de klokkeformede blomster

Læs også: Julerose – pasning og formering af helleborus

Mest læste artikler