Godt i gang med chili såning

Hvis du skal nå at have noget ud af dine chiliplanter, gælder det om at komme tidligt i gang. Se her, hvordan du gør.

Chiliproduktionen er startet

Hvis man skal nå at have noget ud af sine chiliplanter, gælder det om at komme tidligt i gang. Planterne er længe om at få størrelse, og venter man for længe med at så, når de ikke at sætte ret mange frugter. Så nu er jeg gået i gang.

En del frugter fra sidste års høst blev lagt til tørre, for der er gået lidt sport i at holde liv i slægtstræet. Der er to slags. Den ene var for tre år siden en autoriseret Habanero Limon, mens den anden nu bliver til femte generation efter den sindssygt stærke, dansk forædlede Bhut Orange Copenhagen. Se dem her.

På med handskerne, for ikke at få chili eftervirkninger uheldige steder.

Det viste sig heldigvis, at frøene i langt de fleste tilfælde var tørret nok så fint inde i frugterne, og var lige til at drysse ud, efter at frugten var blevet klippet op med en lille neglesaks.

Jeg har sået frø fra flere frugter for at være sikker på, at nogle af dem er spiredygtige. Det er jo lidt tricky at få høstet frugterne præcist, når de er perfekt modne.

Frøene er blevet sået i bakker med gennemfugtet spirejord og bragt i nærkontakt med jorden ved hjælp af de behandskede fingre. Derefter blev bakkerne puttet i plasticposer, og står nu og hygger sig på gulvet i badeværelset, hvor der er dejligt lunt. Chilifrø spirer bedst ved 22-25 grader.

Nu glæder jeg mig bare til, at en ny generation af chiliplanter spirer. Foreløbig har afkommet lignet de oprindelige sorter temmelig meget, men man har jo lov at håbe på, at der pludselig dukker en plante op med sine helt egne karaktertræk, så den kan blive døbt Chili ‘Sondrup’ 🙂

Læs også vores råvare-guide ‘Kend din chilipeber’

Helt hen i haven

Følg årets gang i Lotte Bjarkes have på bloggen www.helthenihaven.dk og få altid gode tips og tricks til haven.

Se også: Opskrift – Chili con carne med hjemmelavet salsa

Mest læste artikler