Få succes med at dyrke gulerødder

Når gulerodsdyrkningen skal være vellykket, spiller to vigtige faktorer ind: Planterne må ikke stå for tæt, og gulerodsfluen skal holdes på afstand. Ellers er gulerødder nemme at dyrke, og de kan fås i mange flere farver end den orange, vi er vant til fra supermarkedet. Få gode råd til gulerodsdyrkningen, og hvordan du undgår gulerodsfluen.

gulerødder


Gulerødder i mange farver

Foto: iStockphoto
Gulerødder i mange farver:
Purple Dragon er violet.
Samurai er rød.
Yellowstone er gul.
Creme de lite er cremehvid.
Rainbow er et miks af mange farver.

Gulerødder er nemme at dyrke, og du kan oven i købet dyrke mange forskellige slags, som udvalget i supermarkedet sjældent byder på. Oprindeligt var guleroden slet ikke orange. Den orange gulerod dukkede op mellem lilla, røde, gule og hvide typer for omkring 500 år siden og har siden domineret.

Nu kan man igen købe frø og dyrke gulerødder i mange forskellige farver. De er dekorative, og børnene elsker dem, og samtidig smager de forskelligt, så det er spændende at prøve sig frem.

Gulerødder hele sommeren

Hvis du vil have nyopgravede gulerødder hele sommeren, skal du så med 14 dages mellemrum fra sidst i marts til sidst i juni i korte rækker. Gulerødder kan blive meget store, hvis de ikke høstes i tide, og så går det delikate af dem.

Jorden skal arbejdes godt igennem

Foto: Lotte BjarkeFør du sår, arbejdes jorden godt igennem i dybden, så den er fri for ukrudt, sten og hårde jordknolde. Hvis den spæde rod støder på en sten, deler den sig eller ændrer kurs, så du ikke får fine, lige gulerødder.

Så gulerødderne så tyndt som muligt

Det er noget pillearbejde at så gulerødder, for frøene er meget små, og det er vigtigt ikke at så dem for tæt. Det går lidt nemmere, hvis du blander frøene med fint sand. Lav 1 cm dybe riller og vand i bunden af rillen. Det er umuligt at så tyndt nok, men jo tyndere jo bedre. Det gør udtyndingen lettere, når frøene er spiret. Vand efter såning og rust dig med tålmodighed, for gulerodsfrø er op til tre uger om at spire.

Lug overskydende planter væk

Når planterne er kommet op og har fået de første blade, er det nemt at se, at de står for tæt til, at der kan udvikles gulerødder under dem alle. Det kræver cirka 3 cm mellem planterne. Står de tættere, skal der tyndes ud. Brug fingrene og lug de overskydende planter forsigtigt væk. Dæk hullet efter planten, så gulerodsfluen ikke får alt for let adgang.

Sådan undgår du gulerodsfluen

Gulerodsfluen tiltrækkes af duften af gulerødder, og dens larver kan forvandle en lovende høst til en stor skuffelse. Den bedste forsikring er at dække rækkerne med fiberdug efter såning. Du kan også forsøge at forvirre gulerodsfluerne ved at plante kraftigt duftende planter som fx løg eller fløjlsblomst mellem gulerodsrækkerne.

Mest læste artikler