Dyrk dine egne hvidløg i haven

Det er nemt at dyrke hvidløg i haven eller i krukker. Med de rigtige sætte-løg er der faktisk en succesfaktor på 95 %. Få 7 gode råd til dyrkning af hvidløg i din egen have.

Hvidløg fra grønthandler eller som sætte-løg

Hvidløg kan dyrkes i bed eller krukker. Hvidløg fra grønthandleren eller supermarkedet kan godt sættes i køkkenhaven. Har du fundet en god sort, der tiltaler dig, så er det værd at gøre forsøget. Du kan dog ikke være sikker på, at de hvidløg, du sætter i din have, egner sig til det danske klima og dine specifikke jordbundsforhold. De kan også være præpareret til ikke at begynde at spire.

Vil du være helt sikker på resultatet, skal du i stedet købe specielle sætte-løg i planteskoler. Det er enkelt og nemt. 

Det bedste sætningstidspunkt for hvidløg er i oktober, inden frosten sætter ind, men du kan allerede starte med at sætte hvidløg i august. Det bedste tidspunkt er dog i september og oktober. Hvidløg sat i efteråret kan høstes til midsommer næste år. Cyklussen på dyrkning af hvidløg tager 10 måneder, så det kan ikke svare sig at sætte hvidløg om sommeren. 

7 gode råd til dyrkning af hvidløg

1. Køb egnede sorter

Køb specielle sætteløg, som fås i større plantecentre eller på nettet. Den mest almindelige sort hedder Thermidrome. Lad hvidløgene være hele, indtil det er tid til at lægge dem. Først da skal du frigøre feddene. Succesfaktoren er høj: 95 % af de satte fed vil udvikle sig til hvidløg.

2. Test kvaliteten

Er du usikker på, om dine sætteløg er gode nok, så læg et par fed på en gennemfugtet bomuldsklud eller i et glas med jord. Gror de – det vil sige, at de sætter spæde grønne blade – er de gode og klar til at blive sat. Du kan også spise de spæde skud som en slags hvidløgspurløg.

3. Vælg det rigtige sted

Jorden skal være næringsrig, allerhelst kalk- og sandblandet lerjord. Voksestedet skal være solrigt og ligge i læ. Skift til nyt voksested fra år til år, så sygdomme minimeres. Du kan også dyrke hvidløg i dine krukker.

4. Sæt løgene

Sæt feddene med den spidse ende opad i en dybde på fire-fem cm. Der skal være 15 cm mellem løgene. Afstanden mellem rækkerne skal være 35 centimeter. 

5. Vand og gød

Når løgene om foråret begynder at spire, skal du vande. I høj- og sensommeren har rodsystemet udviklet sig i dybden, så det ikke er nødvendigt med ekstra vanding. Så snart sneen er væk, kan du gøde forsigtigt. Et lag græsafklip nu og da i forår og forsommer gør underværker.

6. Pleje

Fra juni og langt ind i efteråret – indtil det er tid til at sætte nye – kan du høste hvidløg efter behov. Begynd at høste, når bladene over jorden er ca. 20 cm høje. Det er de sædvanligvis i juni. I begyndelsen trækker du hele løg op uden fed-kløfter.

Høst senest i september

Når bladene begynder at visne, er hvidløget fuldt udviklet og er begyndt at dele sig. Krads forsigtigt lidt jord væk, og tjek farven. Er hvidløget grønt, er det umodent. Er det hvidt, er det høsttid. Virkelig modne hvidløg har en vidunderlig pink-lilla farve. Lad ikke hvidløget blive i jorden for længe, så sprækker den beskyttende skal. Senest i september skal alle løg være høstet. Den yderste skal er samtidig en beskyttelse mod skimmel.

7. Opbevaring

Det er tørringen af hvidløgene, der afgør deres holdbarhed. Tag løgene op og lad dem tørre – allerhelst i et solrigt vindue. Det tager et par uger. Læg dem så et par uger i et velventileret rum, så holder de vinteren over.

Mest læste artikler