Du kan lave nordisk mad med råvarer fra din have

Det nordiske køkken går sin sejrsgang over hele verden – bl.a. er NOMA, der har specialiseret sig i de nordiske råvarer, kåret til verdens bedste restaurant. Men vidste du, at flere af råvarerne findes lige uden for din dør? Læs her hvordan de bruges.


Vilde løg
Her finder du dem: Ramsløg kender de fleste af os efterhånden, fordi de med deres blanding af hvidløg- og løgsmag er ved at vinde indpas i mange produkter. Ramsløg vokser i fugtige løvskove og ligner liljekonval, men den kraftige løglugt gør forveksling umulig.
Vild løg samt skovløg, Allium scorodoprasum, kan du meget nemt finde ved skovkanter og tæt ved havet. De ligner miniporrer.

Sådan får du vilde løg i din have
Du kan få vilde løg og skovløg ind i haven på to måder: Enten ved selv at samle frøene ind – det er “mini-løgene” fra knoppen i toppen, du skal bruge. Den ligner et lille brombær. Drys dem ud langs en hæk eller et andet sted, hvor vegetationen ikke er for kraftig. De kan nemt vokse i lidt tør eller let jord. De er flerårige og formerer sig villigt. Er det ramsløg, kan du købe frø, og så dem i haven.

Sæsonen for vilde løg er i forsommeren

Er nemmest at finde i forsommeren – maj og juni. Sådan bruger du dem: I pesto, til drys på din suppe. Skovløg kan du også sylte og bruge som drys på salat.

Skvalderkål

Her finder du den: Kig i din egen have. Skulle du ikke have dem, så lån et par skud med tilhørende rødder af naboen og plant dem. Pas på, de spreder sig.

Sæson for skvalderkål

Skvalderkål skal spises, mens den er ung og lysegrøn, og før bladene folder sig ud. De første skud tages i begyndelsen af april. Hvis du løbende tager de første skud, vil der hele tiden komme nye, så du har forsyninger hele sommeren.

Sådan bruger du
skvalderkål
De kan være lidt stærke i smagen, så bland dem med icebergsalat til salat eller brug dem i en tomatsalat med feta og en god æbleeddikedressing over.

Strandkvan

Her finder du den: Strandkvan, Angelica archangelica ssp. litoralis, vokser langs strande og kyster i nærheden af gamle fiskelejer, havne og gamle handelspladser. Den oldgamle kulturplante var stærkt efterspurgt pga. sit store indhold af C-vitamin.

Strandkvan kan også købes
Du kan også købe planten på nogle planteskoler. Det er et problem, at kvanen ligner bjørneklo. Mange planter er derfor blevet udryddet på deres voksested. Strandkvanens frøstand er dog mere kuppelrund, bladstilkene har store oppustede bladskeder, og den dufter bedre end bjørnekloen gør.

Det må du samle ind i naturen

Naturbeskyttelsesloven giver dig gode muligheder for at indsamle “naturens frugter”. Hovedreglerne for indsamling er: uden for byer og sommerhusområder må du indsamle naturens frugter i begrænset omfang og kun til privat brug. Det gælder fx nødder, bær, svampe, frø og kogler, blomster, urter, grene, kviste, mos og lav m.v. Du må gerne indsamle frø fra vilde løg, skovløg, ramsløg og strandkvan, men du må ikke grave hele planter op og tage dem med hjem i haven.

Kilde: Naturstyrelsen

Skvalderkålspandekager

  Foto: Søren Espersen
  Skvalderkål skal høstes, når den er helt ung og frisk.


med røget laks
Af Søren Espersen, kulturlandskabskonsulent

Pandekager:
Ca. ½ l små skud af skvalderkål – lysegrønne og ikke helt udfoldede
2 æg
2½ dl mælk
Evt. 1 dl revet parmesan
1 spsk. rapsolie
½ tsk. salt
1 tsk. revet muskatnød
125 g mel

Fyld:
Lidt kold- eller varmrøget laks
Cremefraiche
Drys med fine skvalderkålsblade, skovløg eller ramsløg på toppen.

Sådan gør du:

Hak skvalderkålsbladene groft. Bland dem med de øvrige ingredienser til en pandekagedej. Bag pandekagerne på en blinispande i smeltet smør. Servér med laks- og cremefraichefyld, pynt med skvalderkålsblade eller løg på toppen.

Creme brulee med kvan og rabarber
Af Camilla Plum, fra bogen Sødt, forlaget Gyldendal

Til 4 pers.
2½ dl mælk
2½ dl fløde
5 æggeblommer
1 vaniljestang
1 bundt fine rabarber
1 lille strandkvan-stilk
100-150 g sukker

Sådan gør du:
Skær rabarber og kvan i smalle stykker. Læg dem i et ildfast fad. Drys med sukker, flæk vaniljestangen og læg den ned til frugten. Kom fadet i ovnen ved 200°, til sukkeret er smeltet, og rababeren er lige akkurat mør: Det tager 10-20 min. Hæld sukkerlagen fra.
Smag på en rabarberstump, hvis den er for sur, tilsættes mere sukker til lagen. Kog lagen ind, til der kun er 1 dl tilbage.
Rør æggeblommerne ud i fløde og mælk, og hæld sukkerlagen i. Fordel kvan og vaniljestang i et smørsmurt, fladt, ildfast fad, eller små portionsskåle. Hæld forsigtigt æggemassen over og bag i vandbad ved 100°, til det lige akkurat er fast. Køl det af.
Drys overfladen med et tyndt lag sukker, og sæt det ind under en meget varm grill i meget kort tid. Sukkeret skal smelte og brune lidt uden at brænde.

Ramsløgpesto
Fra bogen Almanak, af Claus Meyer, forlaget Lindhardt og Ringhof

Det skal du bruge:
20 blade ramsløg
1 bundt bredbladet persille
30 g frisk brød uden skorpe
50 g hasselnødder
2 dl koldpresset rapsolie
Havsalt
Friskkværnet peber
Lidt rørsukker eller honning

Sådan gør du:

Lad de skylle­de urter dryppe af, inden de plukkes i grove stykker, gerne med lidt stilke. Kom ramsløg, persille, brød, hasselnødder og rapsolie i en blender, og blend til en grov dip. Smag til med salt, peber og sukker/honning. Pestoen er rigtig god til bagte rodfrugter, kartoffel, el. kød og fisk.

Mere inspiration til nordisk mad
Blomstrende mad, af Camilla Plum, Politikens forlag. 149 kr.
NOMA, René Redzepi, Politikens forlag. 500 kr.
Naturens spisekammer, af Anette Eckmann. Politikens forlag. 251 kr.
Almanak, af Claus Meyer, Lindhardt og Ringhof. 300 kr.

Læs også: Liljekonval – Den giftige plante med de klokkeformede blomster

Mest læste artikler