Kickstart foråret

Det er svært at vente på, at havesæsonen åbner for alvor. Er du forsigtig, er der heldigvis flere ting, du kan gøre derude her og nu, og som understreger at vi igen kan indtage haven og skabe liv.


Velkommen forår

På solrige dage kan et par stole på terrassen, en lun plaid, lidt farverige lamper og en varm drik øge haveglæden, og du kan sagtens tilplante krukker eller bede med tulipaner (med løg), hvis du ikke var forudseende i efteråret. Du kan også gøre dine haveredskaber klar, så de er toptunede til sæsonen.

Vil du have jord under neglene, kan du godt så persille og purløg nu. Det er også en fin ide, at plante “færdig” purløg eller persille i krukken sammen med blomstrende planter.

Skulle frosten melde sig, og har du valgt temperatur-sarte planter, kan krukken rulles i sikkerhed i carporten eller tæt på huset, eller du kan pakke den ind i en “frost-pose”, der beskytter mod kuldegradderne.

Har du rabarber i haven kan du sætte en sort plastspand over de spæde skud. Det fremmer væksten. Du må bare ikke glemme spanden. Kig til den jævnligt. En jordtemperatur på 4–5 °C giver mulighed for at så salat, spinat, løg, majroer, radiser, dild og pastinak, der spirer ved denne lave temperatur.

Mest læste artikler