Undgå støjrefleksion fra dit støjhegn

Noget af den støj, der rammer et støjhegn, bliver reflekteret, men det er muligt at undgå. Læs her hvordan.


Den lyd, der rammer et støjhegn, vil dels gå gennem hegnet, dels absorberes i hegnet og dels reflekteres tilbage, hvor lyden kom fra. I nogle særlige tilfælde kan hårde støjskærme fx i træ eller glas reflektere støjen, så den bliver kraftigere på et utilsigtet sted. Her kan det være relevant at vælge et absorberende støjhegn, hvor overfladen er åben, så lyden “opsuges” i materialet.

Hvis du sætter hegnet op omkring din terrasse, kan du selv have glæde af at vælge et absorberende støjhegn, så undgår du, at hegnet “fanger støj” og sender den ind på terrassen.

Sæt støjhegnet rigtigt

Men du bør også have den reflekterede støj med i overvejelserne, hvis du sætter et støjhegn op i skellet til din grund. Tænk på, hvor forskelligt 10 drenge, der spiller fodbold, lyder, alt efter om de er på en åben fodboldbane eller i en baggård! Er hegnet placeret på tværs af vejens retning fx langs naboskellet, er der også risiko for, at det “fanger støjen” og reflekterer den ind i din have, her vil et absorberende hegn ofte være det bedste.

En anden mulighed er at skråtstille skærmen i forhold til terrænet. På denne måde vil refleksionen blive sendt op i luften eller ned i jorden. En jordvold vil absorbere det meste af støjen og er en meget effektiv støjskærm. Den fylder dog meget i bredden og vil sjældent være realistisk i en privat have.

Andre gode tips, når du sætter støjhegn op

Når du etablerer en støjskærm, gælder Hegnsloven. Men du bør under alle omstændigheder kontakte sin kommune og undersøge, om der er lokale regler mod faste hegn, reflekterende hegn osv.

Før du investerer i et støjhegn, er det en god idé at få målt lyden af fagfolk – så er du sikker på, at hegnet kommer til at virke efter hensigten.

Kend din støj. Mange lastbiler har mundingen af udstødningen siddende højt oppe – her skal støjskærmen være højere. Dette er især vigtigt på steder med accelererende eller langsom trafik, da de højtsiddende støjkilder (motor og udstødning) er dominerende ved denne form for kørsel. Ved hurtigkørende jævn trafik frembringes lyden mest af lavtsiddende støjkilder: dæk mod asfalt, hjul mod skinner – her kan støjskærmen være lavere.

Det er generelt vanskeligere at dæmpe lave frekvenser end høje. Derfor kan det være nødvendigt at kende til den støj, der skal dæmpes, når du skal vælge det optimale støjhegn.

Mest læste artikler