Mere om hegnsloven

Hegnsloven er en svær nød at knække. Vi har fået en del henvendelser på en artikel, som vi har bragt på idenyt.dk om hegnsloven. Her vil vi gerne korrigerer nogle af de oplysninger, der stod i den oprindelige artikel.



Rettelse til den almidelige hegnshøjde
Artiklen “Brug hegnsloven” var desværre behæftet med et fejlagtigt afsnit om hegnets højde. Afsnittet burde have haft følgende ordlyd: Gælder der ikke servitutter eller lokalplaner om hegns højde, er den almindelige hegnshøjde for fælleshegn i boligområder som udgangspunkt 2 m.

Ingen lov gælder, hvis du og din nabo er enige

Men et fælleshegn må være lige så højt, som du og din nabo kan blive enige om. Er I enige om, at det skal være 3 m højt, så blokerer hegnsloven ikke for det. Kan I ikke blive enige, må hegnsynet tilkaldes, og det vil normalt fastsætte højden til mellem 1,8 og 2 m ud fra en konkret vurdering af forholdene.

Det handler om afstanden til skellet
Rejser du et hegn på din egen grund mindre end 1,75 m fra skellet, beregnes højden som højden på et fælleshegn (som udgangspunkt 2 m) med et tillæg på afstanden til skellet. Står hegnet altså 0,40 m inde på din egen grund, må det være 2,40 m. Og husk, de samme regler gælder også for naboen. Når hegnet står mere end 1,75 m fra skel, er det et såkaldt indre hegn, og det er ikke omfattet af hegnsloven.

Skal klippes ned til til 2 m en gang om året
Når danskerne bliver uenige, og hegnssynet må rykke ud, så er det oftest de levende hegn, der volder kvaler. Årsagen er jo nok, at de levende hegn har det med at vokse. Her gælder det, at du kan forlange, at fælleshegnet klippes ned til 2 m en gang om året.

Gælder ikke i København
Hegnsloven gælder i øvrigt ikke i Københavns Kommune – her gælder i stedet den københavnske Bygningsvedtægt, som du kan læse på kk.dk. Men den almindelige hegnshøjde for fælleshegn i København er den samme som efter hegnsloven, nemlig 2 m.

Læs hele den nu reviderede og opdaterede artikel om hegnsloven her på idenyt.dk

Mest læste artikler