Dekorative havehegn

Hegn i anderledes materialer og utraditionelle former skaber nye muligheder i og omkring din have. Et hegn behøver ikke kun gå langs skellet ind til din nabo. Det kan sagtens placeres midt på græsplænen eller ud fra carporten.


Frodige hegn

Et hegn behøver heller ikke været lavet af traditionelle materialer som sten, træ eller jern. Man kan sagtens mikse med planter, alternative materialer og sjove former. På den måde hjælper hegnet ikke kun med til at afgrænse bestemte områder, men skaber også nye og spændende udtryk i din have. 

Spørg naboen

Inden du beslutter dig for, hvordan dit hegn skal se ud, bør du overveje hvilken funktion, det skal have. For der er forskel på, om et hegn skal være ekstremt holdbart, og fx skabe sikkerhed for børn omkring en sø eller ud til en vej, eller om det blot skal være en del af havens arkitektur.

Hegn må ikke skabe tvist

Hegnsloven definerer et hegn som enhver indretning, der er varigt anbragt ved ejendomsskel og fungerer som hegn i forhold til en naboejendom. Målet med hegnsloven er at sikre, at ingen laver et hegn, der efter opførelsen skaber grundlag for tvist og debat. Derfor opfordres man som boligejer altid til at tage kontakt til sine naboer, inden man påbegynder et evt. anlægsarbejde.

Aftal selv hegnshøjde med naboen

Grundejere kan selv aftale, hvilken hegnshøjde de vil have, når der ikke er særlige hegnsbestemmelser i servitutter, lokalplaner m.v., men den almindelige regel om højde er 1,80 m – og det må ikke uden naboens samtykke overstige 2 m.

Hegn betyder have

Det oprindelige ord for have betyder indhegnet område. Ordet stammer fra den tid, hvor bønderne brugte hegn til at holde vilde dyr og andre uønskede gæster ude, og hvor man ønskede at passe på sine husdyr eller afgrøder. I dag har ordet hegn knap så dramatisk en klang, og begrebet have betyder for de fleste et hyggeligt område, der skærmer boligen fra veje, fortove og vild natur.

Mest læste artikler