Brug miljømærkede produkter i haven

Miljømærkede materialer til haven bliver mere og mere udbredt. Uanset om du skal bygge en pergola, blande kompost i blomsterbedet eller købe ny græsslåmaskine, kan du bruge Svane- eller FSC-mærkede produkter. På den måde vælger du materialer. der tager hensyn til både kvalitet, miljø og sundhed.

Se efter Svanen, Blomsten, FSC eller PEFC mærkerne

Miljømærkerne stiller krav til forholdene både når produkterne laves, bruges og bortskaffes. Svanen og Blomsten garanterer, at hele produktets livscyklus er undersøgt, og at man især sætter ind der, hvor miljøgevinsten ved det enkelte produkt er størst. FSC og PEFC er mærker til træ som garanterer en bæredygtig skovdrift.

Miljømærkede havemøbler og legeredskaber

Havemøbler og udendørs legeredskaber som sandkasser, gynger og legehuse belaster miljøet mest, når de bliver produceret. Derfor stilles der krav til, at træ skal være fra bæredygtigt skovbrug. Du kan også få miljømærkede havemøbler, der indeholder plast og metal. Her er der lagt vægt på, at der bruges genbrugsmaterialer, og at de benyttede kemikalier er begrænsede og miljøgodkendte.

Træ til hegn og terrasse

Meget træ, der benyttes udendørs, behandles med kemikalier, der kan gøre det modstandsdygtigt over for råd. Det kan være problematisk, fordi kemikalierne kan påvirke dine grøntsager, og fordi det er vanskeligere at bortskaffe træet efter brug. I stedet for at imprægnere træ til haveprojekterne, kan du vælge varmebehandlet træ. Det er træ, der holdes opvarmet i flere timer ved høj temperatur. Træets struktur bliver omdannet under behandlingen, så det bliver mørkere og mere hårdført over for svamp og råd.

Brug træbeskyttelse med Svanemærket

Træ, der står ude året rundt, har godt af at få en behandling med træbeskyttelse en gang imellem. Du kan få både olie, lak og maling til udendørs brug med Svanen, så både vinduerne, terrassen og dit redskabsskur kan få en ordentlig og miljøvenlig behandling.

Bæredygtig kul til grillen

Grillbriketter kan indeholde sten- eller brunkul, som udleder ekstra CO2 til atmosfæren. Brug i stedet trækul, som indgår i det naturlige kredsløb, og kig efter FSC-mærket. Når du bagefter renser grillen, kan du passende bruge et renseprodukt mærket med Blomsten.

Prisen på miljømærkede produkter varierer

Et af Svanen og Blomstens kriterier er, at produkterne er effektive og skal kunne holde mange år, så der ikke skal bruges energi og ressourcer på at bortskaffe dem i utide og erstatte dem med nye. Det sænker prisen på lang sigt. Prisen i butikken er lige så varieret som på alle andre varer. Du kan finde miljømærkede produkter, der er både billigere og dyrere at købe, end dem uden mærker.

Blomsten og Svanen

Blomsten er EU’s officielle miljømærke og Svanen er det nordiske miljømærke. Begge mærker stiller krav til miljøbelastningen fra et produkt fremstilles til det smides ud. Der tages derudover hensyn til sundhed og at produkterne er af god kvalitet. Hvilket mærke der er brugt afhænger især af om det er et produkt der sælges mest i Norden eller mest i Europa. Blomsten og Svanen stiller krav til non-food produkter og serviceydelser og ikke fødevarer.
Læs mere om mærkerne her.

FSC og PEFC

Træ- og papirprodukter med FSC eller PEFC mærket garanterer, at det træ der er brugt kommer fra skove, hvor der ikke bliver fældet mere træ, end skoven kan gendanne. Samtidig bliver der taget vare på dyr og planteliv i de certificerede skove, og at der stilles krav til de sociale forhold for de mennesker, der arbejder i skoven. Både danske og tropiske skove kan certificeres. FSC og PEFC sætter krav til skovdriften og ikke til produktion, brug og bortskaffelse.
Læs mere om FSC-mærket her.
Læs mere om PEFC-mærket her.

Økologi-mærket

Gives til produkter, der tager særligt hensyn til miljø, natur, biodiversitet, planters, dyrs og menneskers sundhed. Ministereriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri giver autorisation til at bruge Ø-mærket, og indehaverne af Ø-mærket er underlagt kontrol. Markedet for Ø-mærkede ting til haven vokser stille og roligt. Pt. kan du få frø til blomster og grøntsager og gødning.
Læs mere om Ø-mærket her.

Mest læste artikler