Optimér tomathøsten, og plant sensommer-stauder – haven i september

I september er det tid til at få det sidste ud af tomatplanterne, som er ved at være ”trætte”. Klip de mindste, grønne tomater af, og pas på gråskimmel. Du kan plante stauder, der forlænger perioden med blomster i haven.


Optimér tomathøsten i september – sådan gør du

1. Udnyt de sidste kræfter

Tomatplanterne arbejder endnu, men de begynder at blive trætte. Lige nu kan der høstes løs af lækre, røde tomater, og der er et væld af umodne frugter i venteposition. Men mange gange sætter tomatplanterne langt flere frugter, end de kan nå at modne i den nordiske sommer.

2. Væk med de grønne små tomater  

Klip de mindste, grønne tomater på det yderste af klaserne af nu, så planten bruger sine kræfter på at modne dem, du kan nå at få fornøjelse af.

Nye blomster fjernes i samme ombæring, for de bliver aldrig til tomater, og hvis du ikke allerede har knebet topskuddet og dermed bremset væksten, er det også på høje tid.

3. Pas på skimmel

Foto: Lotte BJarkeDet er også nu, du skal holde øje med begyndende angreb af gråskimmel, der får blade og stængler til at se ud som om, de har pels.

Sørg for at klippe de nederste blade under klaserne af og klip straks blade med symptomer på gråskimmel af og få dem ud af drivhuset.

Den tiltagende luftfugtighed øger risikoen for gråskimmel, så det er vigtigt at lufte godt ud i drivhuset dagligt.

Vælg sunde frugttræer 

Udbyttet af et æbletræ, der er angrebet af æbleskurv, er langt fra lækkert og giver mange ærgrelser. Derfor er det en god idé at skele til træets sundhed, når man planter nye frugttræer.

Risikoen for sygdomsangreb er fx langt mindre i James Grieve, Aroma og Filippa end i Cox’s Orange, Gråsten og Ildrød Pigeon. På havensfrugt.dk kan du downloade en pjece om, hvordan du vælger sunde træer til haven.

Plant sensommer-blomstrende stauder 

Foto: Lotte BjarkeMange blomsterbede topper i løbet af højsommeren og ser allerede nu lidt triste ud. Det kan der heldigvis rettes op på med enkle midler. Der er nemlig mange, dejlige stauder, der blomstrer her sidst på sommeren, så hvis du planter dem i blomsterbedene, forlænger du blomstringsperioden i en håndevending.

Plant fx høstanemone, høstasters, duehoved, sølvlys, solbrud, solhat og kinesisk Sankthansurt, så har du blomster til langt ud på efteråret.

Grønne tips til haven i september

  • Plant hækplanter 
  • Knib visne blomster af krukkeplanterne
  • Plant sensommerkrukker
  • Plant træer og buske 
  • Del forårsblomstrende stauder 
  • Læg løg af narcisser og prydløg 
  • Sæt plæneklipperens klippehøjde op
  • Lug ukrudt, før det blomstrer
  • Beskær ahorn, kirsebær og valnød før løvfald
  • Plant stedsegrønne
  • Høstgratis frø
  • Klip asparges ned
  • Pluk buketter af dahlia
  • Tag stiklinger af pelargonier

Mest læste artikler