Haven i februar – det skal du gøre

I februar er det stadig begrænset, hvor meget nyt du kan skabe i haven. Det er dog stadig vigtigt at vedligeholde haven - gør du det nu, bliver det lettere at få haven på fode igen, når foråret kommer. idényts haveekspert, Lotte Bjarke, giver 13 konkrete tips til vinterhaven og kommer med gode råd til forspiring, vinterdækning og beskæring.


13 hurtige vintertips til dig, der savner havelivet

  • Lotte BjarkeRyst sne af træer og buske og undgå at knække grene.
  • Undgå at færdes på plænen i frostvejr.
  • Plant stueplanter om i større potter og frisk pottemuld.
  • Prik lodrette huller i plænen med en greb, hvis vandet har svært ved at komme væk.
  • Klip grene af forsytia og blodribs til drivning i en vase.
  • Fjern slimede og glatte algebelægninger fra flisearealer.
  • Vask potter og bakker, så de er klar til at så i.
  • Beskær blåregn, æble og pæretræer.
  • Sæt redekasser op.
  • Spred velomsat kompost i havens bede eller i køkkenhaven.
  • Bestil frø på nettet.
  • Læg vilde haveplaner.
  • Troldnød, vintersnebolle og kejserbusk blomstrer lige nu.

Lotte BjarkeDet nemme tip: Forspiring
Forspir nu i februar langsomme startere som fx chiliplanter og sommerblomster som kæmpeverbena, jernurt, heliotrop, petunia og pryd-tobak. Tomat og agurk skal du vente med. Så frøene i potter med frisk spiremuld, der er fugtet godt, dæk med et ganske tyndt lag spiremuld og vand, så der bliver god kontakt mellem jord og frø. Lad spire ved stuetemperatur, og flyt derefter til et lyst og køligere sted.

Lotte BjarkeDet svære tip: Den rette vinterdækning
At lægge vinterdækning omkring planter i form af afklippede grene er ikke svært, men timingen er svær, og det går helt galt, hvis du ikke får det væk igen. Læg evt. visne blade under grangrenene som en ekstra lunende dyne, men vær opmærksom på, at vinterdækket skal fjernes, så snart frostperioden er overstået. Ellers risikerer du, at planten rådner væk i stedet. Planter, der har gavn af vinterdækning, er bl.a. træpæon, hortensia, rosmarin, sarte roser og figen.

Lotte Bjarke

Månedens job i haven: Beskæring af grene og visne stauder
Gå træer og buske efter i sømmene og få fjernet knækkede og døde grene. Samtidig kan du fjerne de grene, der sidder upraktisk eller gør fx en gammel busk alt for tæt. Det er en ren foryngelseskur. Uanset hvorfor du beskærer, skal du følge nogle enkle, men vigtige principper for at få et godt resultat uden at forvolde skade på planten.

Reglerne for beskæring
Brug altid skarpt værktøj, og fjern grenen ved basis eller der, hvor den har sit udspring på en anden gren. Der, hvor en sidegren udspringer fra stamme eller større gren, kan du se en krave rundt om grenens basis. Lad dit klip følge kraven uden at beskadige den og uden at efterlade en stab uden for kraven, så heler såret bedst.

Træerne kan også fældes nu
Du kan også med fordel fælde træer nu. Det er betydeligt nemmere at håndtere, når der ikke er blade på grenene. Husk at bruge hjelm, og få naboen til at give en hånd med.

ColourboxDe visne stauder skal klippes ned
Klip stauderne ned til grunden, så der bliver plads til de nye skud. Det er lettere at klippe før, du skal tage hensyn til nye skud, der myldrer frem. Klip de visne toppe i mindre stykker, og lad dem ligge mellem planterne og gøre god gavn, mens de formulder og tilfører jorden organisk materiale. med næringsværdi.

Mest læste artikler