Nemt bål i haven

Der skal ikke så meget til, så har du en hyggelig bålplads i haven. Se bare her.






Faktisk kræver det ikke ret meget at anlægge en god bålplads i haven. Og når først du har den, er det ingen sag at tænde bål. Gløderne flyver ikke bort, bålet kan blot brænde ned, og asken kan blive liggende til næste gang.

Start med at finde et godt sted i haven. For det første skal det være sikkert at tænde bål; langt fra huse, træer, hegn og buske. For det andet er det en god idé, at bålet ligger, så det kan ses fra terrassen. Så kan børnene stege deres egen mad over bålet, mens de voksne griller. Og det er for resten dejligt at sidde og kigge på bålet, når mørket falder på.


Sådan er reglerne

Du bør kun brænde små stykker brænde af.

Afbrænding af haveaffald er forbudt i mange kommuner. Tjek i din egen kommune.

Bålpladsen skal være mindst 5 m fra bygninger med fast tag – og 15 m fra stråtag.

Pas på, at røgen ikke generer naboer eller trafik på vejen.

Tænd ikke bål, hvis det er så tørt, at græsset kan brænde.

Tænd aldrig bål, hvis det blæser meget.

Kilde: Beredskabsstyrelsen

Mærk en cirkel op til bålpladsen, og grav græstørven bort. Husk at lave selve bålpladsen rimelig stor; gerne 80-100 cm i diameter, med et lille bål i midten giver det en sikkerhedsafstand til børnene – og desuden kan gløderne rages ud til siden, når snobrødene skal bages.

Løsn jorden, og sæt store sten fast i en cirkel i den bløde jord. Blæser det meget på stedet, kan du grave bålpladsen et spadestik ned. Det kræver lidt småsten som dræn i bunden, så bålet ikke skal tændes i en vandpyt.

Kan du ikke finde sten nok til bålpladsen, kan du også købe en færdig bålplads i granit, eller du kan købe brosten til kanten.


Af Lise Mortensen Høy, 607

Mest læste artikler