De bedste tricks til at friske en gammel have op

Du har købt drømmehuset, men haven er slet ikke din smag. Her er en række gode råd til at 'restaurere' de grønne rum. 


Fæld ikke alle træer

De færreste huskøbere ser på haven med samme kritiske blik som på huset. Hører du til flertallet, fik du måske lidt af en overraskelse, da du efter indflytningen opdagede, at dit hus ligger i en mørk og tilgroet have, hvor den oprindelige form fortoner sig i buskadset.
Nu gælder det om at holde hovedet koldt. Du skal have en plan, inden du går løs på beplantningen med en motorsav og jævner det hele med jorden. Sagen er, at det tager årtier for træer og buske at vokse til, og selv om der er for mange, vil nogle af dem nok blive savnet, hvis du fælder det hele.

Hvad er det oprindelige design? 

Begynd med at finde frem til havens oprindelige struktur. Hvor er der hække, hegn, stier og terrasser? Tag udgangspunkt i huset og vurdér, om strukturerne matcher dine behov. Er det nemt at komme ind med dagligvarer? Er der en god plads til barnevognen eller en oplagt placering til sandkassen? Og hvor kan du solbade ugeneret? Strukturen er havens skelet som din drømmehave gradvist skal bygges op om.

Få lyset ind i haven

Selv den mest geniale haveplan taber højde med årene, fordi træer og buske bliver så store, at de lukker af for lys og luft, så strukturen udviskes. De skygger for sig selv og hinanden, og gør mosplagen i plænen uoverskuelig og blomsterbede til et håbløst projekt.

Altså må der tyndes ud med omtanke, så lyset lukkes ind i haven, uden at hyggen og strukturen går tabt.

Begynd med at fælde døde og sygdomsramte træer og buske og dem, der står decideret i vejen for dine egne haveplaner. Slå så koldt vand i blodet. Det er faktisk smart at vente et år, før du fælder mere. Du kender ikke din have, før du har fulgt den gennem et helt år. Der gemmer sig med stor sandsynlighed værdifulde skatte i form af fx løgblomster, spændende stauder og frugttræer med lækre frugter, som du nemt overser uden for deres sæson.

Tag billeder i løbet af året

Haven ligger rundt om huset hele året, så det er dejligt, hvis der altid er noget smukt og grønt at se på. Også det kan du kun vurdere, når du har fulgt havens udvikling gennem et år. Brug tid på at notere ned og tage billeder af det, der er ekstra godt og det, der åbenlyst kan blive bedre, så du ved, hvor du fx skal plante nyt eller flytte rundt, så farver og former går op i en højere enhed.

Blomsterbedenes stauder kan du flytte rundt på efter behov. Det er en stor fordel, hvis du vil renovere et eksisterende bed, hvor ukrudtet er ved at tage overhånd. Det er væsentligt nemmere at få bugt med, når de planter, der skal bevares, på forhånd er reddet og sat i depot, til ukrudtet er udraderet.

Mest læste artikler