Søde islygter, der er nemme at lave selv

Når vinteren er frostrig, er det hyggeligt at støbe islygter. Og falder sneen samtidig, vil en kulørt islygte være en stemningsfuld måde at modtage sine gæster på. Bliver det en dansk vinter med milde temperaturer, kan du stadig pynte med islygter. Her skal du blot have fryseren til hjælp.

Det skal du bruge til islygterne

Noget af det allerbedste ved disse islygter er, at du sikkert har alt, der skal bruges, i dine gemmer:

  • Plastbeholdere i flere størrelser, der passer ind i hinanden.
  • Kogt eller deminerali­seret vand.
  • Frugtfarve i forskellige kulører.
  • Sten eller andet tungt, der kan tåle frost.
  • Små kogler, grene, blade eller anden pynt, der kan fryses ned.
  • Fyrfadslys.
  Foto: Gør det selv
   

Frys først bunden

Begynd med at fryse bunden til lygten. Hæld farvet vand i den store beholder, som vist på billedet. Sæt den udenfor, hvis der er frostgrader. Hvis det ikke er tilfældet, kan du bare stille den ind i fryseren et par timer. Mens du venter på indfrysningen, kan du gå i haven og finde flotte blade eller kviste, der kan fryses med.

  Foto: Gør det selv
   

Sten i midten

Nu skal siderne etableres. Sæt en mindre plastbeholder på den frosne bund, og læg nogle sten eller andet tungt i beholderen. Fyld nu farvet vand i den store beholder, så mellemrummet fyldes helt ud. Sæt lygten til frysning igen.

  Foto: Gør det selv
   

Islygten er klar efter et døgn

Efter minimum et døgn er lygten færdig – afhængigt af frostgraderne. Når du skal frigøre lygten, hælder du lidt varmt vand i den inderste beholder. Sæt derefter den store beholder ned i en spand med varmt vand. Nu kan den frigøres og er klar. Er det for mildt udenfor, så brug fryseren i stedet for.

Så er islygten færdig. Stil den ud i kulden med et fyrfadslys i bunden.

Tre islygte-tricks

  • Hvis du bruger kogt eller demineraliseret vand, bliver vandet helt klart under frysningen.
  • Du må ikke bruge beholdere af glas, da vandet udvider sig under frysningen, og glasset kan springe.
  • Du kan lægge små kogler, blade eller pynt i beholderen, som fryser med og giver en flot dekoration.

Læs også: Hjemmelavet islygte – nem guide til at lave islygter

Mest læste artikler