Lav et udekøkken – det her skal du overveje før anskaffelse

Find ud af, hvilket udekøkken du har brug for med disse 7 tips til valg af køkken. Skal det være fastmonteret eller mobilt? Og skal det være simpelt selvbygget eller et komplet Formel 1-udekøkken?


Hvilken bordplade til udekøkkenet

Bordpladen er en af de vigtigste ting at overveje grundigt, inden du køber dit udekøkken: Skal bordpladen være være i træ, rustfrit stål, mosaik eller granit? Priserne varierer, men det gør holdbarheden også. En bordplade i et udekøkken er udsat for meget forskelligt vejrlig – varme, regn, sol, kunde. Vil du være på den sikre side, så er et udekøkken i rustfrit stål eller granit det mest vejrbastante.

Fastmonteret eller mobilt udekøkken?

Overvej også, om udekøkkenet skal være fastmonteret eller mobilt. Fordelen ved at gøre det fastmonteret, er, at det er lettere at få etableret vand, opbevaring m.v. Fordelen ved at gøre det mobilt er, at det bliver mere fleksibelt. Husk at tage afløb til vandet med i overvejelserne. Skal der bygges en lille stenfaskine, eller kan vandet løbe hen i et afløb ved terrassen?

Det har du brug for i udekøkkenet

Arbejdsbordet er det vigtigste. Det skal være stort nok til et ordentligt spækbræt og de råvarer, der skal tilberedes. Det skal være lavet af materialer, der er lette at gøre rene, og det skal helst kunne tåle at stå udenfor i vind og blæst.

Det optimale er en overflade af rustfrit stål, granit eller fliser pga. robustheden, men en ok-løsning kan sagtens være en træplade, hvis du har mulighed for at overdække den.

Læs også: Sådan bygger du selv en træterrasse

Andre vigtige ting i udekøkkenet

1. El i udekøkkenet

En udendørs stikkontakt er den optimale løsning, men en forlængerledning kan også være ok.

2. Udekøkkenets blus 

Blusset skal bruges til at koge kartofler, grøntsager eller pasta – alt der ikke skal grilles. Det optimale er udekøkkener med et indbygget gasblus i bordpladen. En ok-løsning er et enkelt gasblus eller en el-kogeplade. De kan købes, men du kan også finde dem brugt.

Husk at stille blusset væk, når det ikke er i brug. Grillen har du nok i forvejen, men den findes også indbygget i flere løsninger.

3. Opbevaringsplads i udekøkkenet

Det optimale er at have et rum til de ekstra sager udenfor, men en ok-løsning kan være at samle de nødvendige redskaber og krydderier på en bakke eller i en krukke.

4. Kroge på udekøkkenet

Krogenen på udekøkkenet er praktiske til at hænge grillhandske, viskestykke eller køkken- og grillgrej på.

5. Affaldsspanden

Affaldsspanden er ofte integreret i et færdigkøbt udekøkken – og det er det optimale. En ok-løsning er selvfølgelig bare at have en almindelig spand stående til den slags.

6. Vask og afløb

Det optimale er en vask, der har tilsluttet vandhane og afløb, men en ok-løsning kan også bare være haveslangen og en spand til at vaske og rense grøntsager m.v. i.

7. Overdækning

Det optimale er at placere udekøkkenet under et halvtag, en markise el.lign. og kunne dække udekøkkenet over med en beskyttelseshætte. En ok-løsning kan være at skærme med en parasol eller svøbe bordpladen i plastik/presenning, når det ikke bruges i længere tid.

Hvad koster et udekøkken?

Bygger du et udekøkken selv, kan det gøres meget billigt. Du skal bruge en bordplade, en vask eller spand, kogeplade eller gasblus. Køber du et færdigt, kan det fås til priser fra ca. 5.000 til 55.000 kr.

Mest læste artikler