Ny græsplæne – skal du så græs eller vælge rullegræs?

Rullegræs er en hurtig løsning, mens du må væbne dig med tålmodighed ved såning. Uanset om du er til rullegræs eller såning, er forudsætningen for succes et grundigt forarbejde.

Ny græsplæne – tålmodighed er en dyd

Skal du anlægge ny græsplæne, skal du først overveje, hvor meget tålmodighed du har. Du kan vælge at så græsset, og så må du have tålmodighed, mens græsplanterne spirer frem og skal behandles med forsigtighed. Eller du kan købe rullegræs i færdige baner, der bare kan rulles ud i din have og i løbet af få uger fungere som en veletableret plæne.

Stor prisforskel på såning og rullegræs

Forskellen på de to metoder ligger i prisen. Det er dyrere at anvende rullegræs, som andre allerede har brugt tid på at dyrke, passe og pleje. Men uanset hvilken løsning du vælger, kan du få græsblandinger, der passer til din have og dine forventninger. Den rigtige blanding afhænger af for eksempel lys- og jordbundsforhold, og af om du vil have en plæne til at spille fodbold på eller en plæne, der kan holdes så smuk som en golfgreen.

Forarbejdet skal gøres

Før du sår eller ruller rullegræsset ud, skal jordstykket være helt parat. Det indebærer, at alt ukrudt og sten fjernes, jordknolde knuses, og jorden løsnes i dybden. Dernæst skal jorden planeres og tromles i flere omgange, så overfladen bliver helt jævn og uden lommer med løs jord. Et arbejde, der nødvendigvis må udføres på tør jord. Det er bedst at så græs eller lægge rullegræs i april-maj eller i august-september.

Læs også: Sådan får du en ny græsplæne med såning af græs

Bland frøene godt

En pakke med græsfrø består af flere forskellige græsarter med forskellige størrelser frø. Derfor er det vigtigt at blande græsfrøene grundigt sammen, før du sår dem, så plænen bliver ensartet. Riv jorden let efter udsåning, så frøene dækkes af et par mm jord. Så er det bare at vente.

Rullegræs med fast kontakt

Færdige græsbaner skal gro fast i den underliggende jord. Jo hurtigere, jo bedre. Derfor er det en god idé at tromle let, når rullegræsset er på plads for at sikre bedst mulig kontakt mellem jord og græs. De færdige græsruller bør lægges inden for det første døgn, de må ikke tørre ud, mens de venter. Vent et par uger eller tre med for alvor at tage plænen i brug.

Læs også: 6 trin til at redde din græsplæne efter tørken

Denne artikel er opdateret den 03. februar 2024.

Mest læste artikler