Hønsegård – sådan får du høns i haven uden hanegal

Høns og kyllinger i haven og hønsegården er muligt uden en hane, der vækker dig og naboerne klokken 4 om morgenen. Her finder du guiden til, hvordan du køber rugeæg og får kyllinger af mange forskellige racer - uden hanegal!

Høns i haven – fordele

Det er rart at have høns i haven. De guffer køkkenaffald og ukrudt i sig, klukker hyggeligt og lægger friske æg – og de fleste naboer kan sagtens leve med lidt klukken og kaglen fra tre-fire havehøns

Få høns uden hanegal

Anderledes er det med haner, de har for vane at gale begejstret ved det første morgengry; altså ved firetiden om morgenen i sommermånederne. Så det er nemmest bare at have høns uden nogen hane. Og du kan sagtens få kyllinger alligevel!

De fleste høns bliver skruk om foråret

De fleste høns har et naturligt rugeinstinkt, de bliver ’skruk’ i løbet af foråret eller forsommeren, lægger sig stædigt i en rede og hakker dig i hånden, når du vil tage æggene under dem.

Dværghøns er gode til at ruge kyllinger ud

Nogle hønseracer er bedre til at blive skruk og til at ruge end andre – særligt er de fleste dværghøns rigtig gode til at ruge kyllinger ud. Omvendt er det med de høns, der er specielt fremavlet til æglægning – hybridhøns som blandt andet Isa Brown og Amberlink – de kan generelt ikke ruge kyllinger ud.

 
Høne i rugekassen  

Skaf befrugtede æg gennem gratisaviserne

Når hønen har ligget stædigt og stabilt i nogle dage, kan du være sikker på, at den er rigtig skruk, og så er det tid at skaffe befrugtede æg til den. Dem finder du næsten altid i gratisaviserne eller Den Blå Avis under ’rugeæg’.

Æg fra forskellige hønseracer under samme høne

Nu er der mulighed for at få nogle helt andre hønseracer, end dem du har i forvejen, fra store kødfulde slagtehøns til yndige små silkehøns. Du kan sagtens skaffe æg fra flere forskellige hønseracer og lægge under samme høne.

Ring til ejeren af høns og kyllinger

Hvis du ikke kan finde annoncer med rugeæg, er det en mulighed at ringe til dem, der har annoncer med høns og kyllinger til salg, de har næsten altid befrugtede æg, som du kan få lov til at købe. En høne kan ruge på 11-17 æg.

Gør reden klar med halm

Hvis det er muligt, er det bedst, at hønens rede er afskærmet fra de øvrige høns. Lav en ring af halm som afgrænsning af reden, så hønen ligger i et hul, det sikrer, at æggene ikke triller væk fra hønen.

 
Forveksl ikke rugeæg med friske æg: Hvis de øvrige høns kan komme til reden, kan du sætte et kryds med en tus på rugeæggene – så forveksler du dem ikke med de friske æg.  

I rugetiden skal hønen have fred og støvbad

I rugetiden skal skrukhønen have fred. Almindeligvis forlader den reden 10 til 15 minutter dagligt for at spise – stil lidt korn og friskt vand ved siden af reden til den.

Det er også vigtigt, at hønen har mulighed for at støvbade.

Hvis der går et æg i stykker under skrukhønen, skal du vaske de andre æg i lunkent vand og skifte halmen, så reden er tør.

21 dage om at udruge kyllinger

Efter 21 dage (og det er ret præcist) kommer kyllingerne ud. Hønemor ligger og ’klukker’ til sine æg, der kommer små huller i æggeskallerne, og æggene begynder at ’pippe’. I løbet af otte – ti timer kommer kyllingerne ud.

Og husk: selv om det er fristende, er det forbudt at hjælpe! Kyllingerne kan forbløde, hvis I hjælper med at knække skallen i stykker. Men I kan godt tage et æg ud et øjeblik og følge processen.

De små kyllinger har ’madpakke’ med til det første døgn, her ligger de bare under hønen og tørrer og kommer til kræfter. Herefter kan du flytte hele hønsefamilien til et sted, hvor de kan gå i fred for de øvrige høns.

 
Fritgående kyllinger ude at spadsere med mor.  

Kyllinger skal have speciel foder

Du kan købe særligt kyllingefoder til dem, almindelige hønsepiller er for store. I øvrigt spiser kyllingerne alt grønt, brødrester og havregryn, og hønemor skal nok holde dem varme og vise dem, hvordan man finder foder. Efter et par uger, kan du sætte dem tilbage i hønsegården.

Aftal på fohånd med børnene, hvad der skal ske senere

Nu har du måske alt for mange kyllinger – der jo i løbet af et par måneder bliver til store høns. Hvis du har hønsene sammen med dine børn, er det en god idé at have aftalt på forhånd, hvad der skal ske.

Lad venner få kyllinger eller sælg dem

I kan forære dem væk til venner – så kan børnene besøge dem. Eller I kan sælge dem igennem gratisaviserne – eller evt. slagte dem, hvis familien nænner at spise kælekyllingerne.

Fakta om æg

Rugeæggene er ikke særligt følsomme i dagene før, hønen begynder at ruge på dem. De skal opbevares ved 12-15 grader (de må IKKE have været i køleskab!) og vendes morgen og aften, for at fostret ikke skal sætte sig fast til skallen. Det er vigtigt, at alle æg lægges under hønen samtidig – så udklækkes kyllingerne også samtidig.

Tjek æggene undervejs

  • Efter et par uger kan du gennemlyse æggene for at se, om der er kyllinger i.
  • Det skal være mørkt. Hold en kraftig lommelygte bag ved ægget, så kan du se silhuetten af kyllingefostret inde i ægget. (Brug evt. et almindeligt æg som kontrol – så kan du se forskellen)
  • Æg som ikke er befrugtede tages fra skrukhønen.
  • I den sidste uge kan du forsigtigt lægge æggene i en skål med lunkent vand. Hvis der er levende kyllinger, rokker og hopper æggene.

Tjek reglerne for hønsehold

  • Tjek på kommunens hjemmeside, om der er forbud mod hønsehold i haven, der hvor du bor. (De allerfleste steder er det lovligt.)
  • I nogle kommuner er der vedtaget anbefalinger for, hvor store hønsehold maksimalt bør være, og hvad man skal overveje, før man anskaffer dyrene.
  • Tjek også, om grundejerforeningen har lokale forbud mod bestemte typer dyrehold.

Læs også: Hønsehus – byg det selv og få høns i haven

Mest læste artikler