Vælg den rette jord til dit drivhus

I drivhuset kan du vælge at dyrke direkte i jorden, i plantesække eller i potter. Du kan også kombinere de tre dyrkningsformer, men de stiller forskellige krav til bl.a. vanding og gødning.

Flere slags jord

Jord skal der til, når du dyrker planter – også i drivhuset. Hvis du har indrettet drivhuset, så der er bede, så kan du sagtens dyrke direkte i jorden, men du kan også bruge de specielle plantesække eller dyrke i potter. Og du kan selvfølgelig også bruge en kombination.

Jorden er nemmest

Dyrker du direkte i jorden, får planternes rødder frit spil til at boltre sig, og får derfor også mulighed for at hente næring fra et stort område. Er drivhusbedene ordentlig vandet igennem, er der også et stort reservoir af vand at tære på. Det betyder, at du ikke skal være så punktlig med vandkanden, som ellers.

Få gange gødning

Langtidsvirkende organisk gødning frigør næringsstofferne lidt efter lidt og passer fint til dyrkning i drivhusbed. Så kan det godt være, at du skal tilføre lidt mere som sæsonen skrider frem, men det er langt fra ved hver vanding. Prøv dig frem. Planternes blade skal gerne være pænt mørkegrønne, så har de det bedst.

Skift jorden eller noget af den

Det er oftest de samme planter, der dyrkes år efter år i drivhuset, så der rådes ofte til at skifte jorden i drivhuset efter hver sæson, men mindre kan bestemt gøre det. Inden sæsonen begynder, kan du fjerne jorden omkring rodzonen af de enkelte planter og også gerne de øverste par centimeter i resten af bedet og så tilføre godt med kompost fra haven. Det er rimeligt overkommeligt arbejde.

Praktiske plantesække

Bruger du plantesække kommer jordudskiftningen af sig selv, da de skal skiftes hvert år. Her er den mængde jord, som planterne har til rådighed noget mere begrænset i forhold til, når du dyrker i bedene, så du skal passe godt med vand og gødning.

Kapilærkasser er smarte

Dyrker du i plantesække, kan du købe såkaldte kapilærkasser, som du kan fylde med vand og flydende gødning, som planterne selv forsyner sig med. Det betyder, at du ikke skal vande så tit, men du skal alligevel være opmærksom på, at gødningskoncenterationen ikke bliver for voldsom i takt med at vandet bliver optaget af planterne og noget af det fordamper.

Potter kan flyttes

Dyrker du drivhusplanter i potter, skal du være vaks med vandkanden eller sørge for en form for automatisk vanding, for her er jordmængden temmelig begrænset. Det smarte ved potterne er dog, at de kan flyttes rundt i drivhuset eller eventuelt flyttes ud på friland i særligt varme perioder eller ved angreb af skadedyr.

Læs også: Guide til drivhuse | Alt om dit nye drivhus fra A til Å

Mest læste artikler