Startfløjt for kampen mod gråskimmel i drivhuset

Det har været et godt tomatår i år, og Lotte Bjarke høster sine i drivhuset. Men vejrskiftet har betydet en uvelkommen gæst, nemlig gråskimmel. Gråskimmel kan bekæmpes med forskellige tiltag – desværre er det gået lidt ud over den store frodighed i drivhuset. 


Højere luftfugtighed kan give gråskimmel

Tomathøsten fortsætter i højt gear. Det har simpelthen været fantastisk tomatvejr i år. Men nu, da vejret er slået om, er der alligevel dukket en slange ved navn gråskimmel op i paradiset. Når man kommer ud og kigger til drivhuset om morgenen, kan man se, at fugten bogstavelig talt driver ned af ruderne. Det er blevet så køligt, at loftvinduerne ikke altid står åbne, og det resulterer i højere luftfugtighed i drivhuset. Det er guf for gråskimmel.

Derfor står drivhusdøren nu ret konsekvent på klem, og for en sikkerheds skyld er der også blevet reguleret en hel del i den overvældende frodighed i drivhuset, der bidrager til at holde luftfugtigheden oppe.

Forebyggelse er gået ud over planterne

De første tegn på gråskimmel har nemlig vist sig, og erfaringen siger, at det kan brede sig med lynets hast og hurtigt sætte en stopper for årets høst. Lige nu er det enkelte småblade og blomsterklaser, der ikke er blevet bestøvet, der har fået pels, men det smitter, gør det.

Derfor har jeg klippet alle angrebne plantedele af og fjernet dem fra drivhuset. Og for at dæmpe lidt på luftfugtigheden har jeg fjernet alle blade under den nederste klase på tomatplanterne. Agurkeplanten og basilikumplanterne har også fået med saksen, og fløjlsblomsterne, der skulle duftforvirre skadedyr, har gjort deres arbejde, og er nu helt blevet ryddet. 

Stadig masser af grøntsager på vej

Dermed er den lækre frodighed i drivhuset gået tabt for i år. Men forhåbentlig fortsætter høsten lidt længere, for der er masser af tomater på planterne, der venter på at modne, og der sættes fortsat agurker på stænglerne, der er nået op under drivhustaget.

Mest læste artikler