Derfor skal du sætte et nyt drivhus op i efteråret

Foråret er faktisk det værste tidspunkt at bygge et nyt drivhus. Det er langt bedre at rykke nu i efteråret.

Drivhussæsonen slutter i efteråret – og så alligevel ikke. Der er nemlig én særligt god grund til, at du skal i gang nu, hvis du drømmer om et nyt drivhus.

Frosten er ikke sat ind

Når foråret kommer, og havelysten for alvor melder sig, er der mange, der går i gang med at etablere et drivhus i haven. Det er imidlertid en stor fejl. Skal der etableres drivhusbede i selve havejorden, eller skal der graves ud til sokkel, er jorden nemlig stadig frosthård, og der kan gå lang tid, før den er klar til at grave i. Med andre ord når din første sæson som drivhusejer måske slet ikke at komme i gang til tiden. En af fordelene ved et drivhus er jo ikke mindst, at du kan komme i gang før normal tid.

Den lune og fugtige jord, som vi har i haverne her i begyndelsen af efteråret er derimod ideel at grave i. Sætter du drivhuset op, inden vinteren begynder, kan du allerede i februar, mens jorden ude er frosthård, nyde nogle varme solskinstimer i drivhuset.

Du kan redde dine potteplanter

En anden god grund til at opsætte drivhuset i efteråret er, at du kan redde dine sarte planter. Med lidt ekstra isolering i form af fx bobleplast kan flere af dine krukkevækster, der ellers ikke er fuldt vinterhårdføre, også overleve vinteren ude i det nye drivhus.

Læs også: Med dette tilbehør til dit drivhus får du den bedste sæson – nogensinde

Et godt tip

Når du investerer i et drivhus, så husk, at der skal være plads til at kunne sidde derinde – helst hele familien. For der er ikke noget hyggeligere end at skyde havesæsonen i gang en solbeskinnet dag i februar med en “udendørs” frokost.

Ajourført september 2023

Mest læste artikler