Drivhuset om vinteren: Det skal du gøre

Om vinteren står de fleste hobbydrivhuse i al ubemærkethed ude i haven, men der er faktisk masser at lave.

Selvom drivhus-sæsonen officielt er forbi, bør du stadig at aflægge dit drivhus jævnlige besøg. Med disse tips og tricks kan du sikre dig, at drivhuset står knivskarpt, når sæsonen begynder igen.

Drivhuset om vinteren – 5 tips

1. Skift beskadiget glas

Det er i denne tid, at vi risikerer pludselige stormvejr, som kan beskadige drivhusets glas. Sker det, er det med at få nyt glas sat i hurtigst muligt inden næste blæsevejr, så skaden ikke bliver større.

2. Bliv klar til sæsonen

Kig tilbage på den netop afsluttede havesæson, og find ud af, om næste år i drivhuset skal være anderledes. Skal der andre sorter til, andre afgrøder, eller gik det hele rigtigt godt? Det varer ikke længe inden frøfirmaerne har næste års katalog på banen, og der er ofte nogle nyheder, der er sjove at prøve af.

3. Vand overvintrende planter

Har du overvintrende planter i drivhuset, skal de vandes ind i mellem – især når solen skinner.

Laver du dine egne planter til drivhuset fra frø, er det også på tide at vaske potterne og tjekke beholdningen af såmuld. Allerede i slutningen af januar kan du begynde at så chili.

4. Fej sneen af drivhustaget

Det er smukt, når en ordentlig omgang sne har lagt sig i et flere centimeter tykt lag på taget af drivhuset. Men når det pludselig slår om til tøvejr, bliver sneen temmelig tung, og der er risiko for ødelagte ruder. Så husk at feje sneen af taget efter større snebyger.

5. Levende lys giver hygge

I den allermørkeste tid er det rigtig hyggeligt at sætte levende lys ud i drivhuset. Det giver liv i haven, nu alt andet er i dvale, og så giver det et lille varmetilskud til eventuelt overvintrende planter.

Ajourført januar 2024

Mest læste artikler