Drivhus af genbrugsvinduer og med masser af charme

Anine byggede drivhus af gamle, men renoverede vinduer. Præcis som "Bonderøven" ville have gjort det. Drivhuset ligger midt i en gammel æbleplantage og er opført efter de bedste håndværksmæssige forskrifter.


Genbrugsmaterialer var drømmen

På grunden hvor drivhuset er bygget, bor Anine med sin familie. Hendes drøm var at bygge af genbrugsmaterialer, og med en grund på godt en hektar – hvoraf halvdelen er have, så MÅ drømmen handle om et drivhus.

– Min mor havde en masse gamle vinduer, der var perfekte til formålet. Dem fik jeg, fortæller Anine. At renovere de mange vinduer, så de kan stå mål med alskens vejr var ikke noget problem for hende. Hun er uddannet snedker med speciale i at renovere vinduer.

Inspiration fra England

– Jeg ville gerne bygge et hus med charme og lod mig inspirere af engelske drivhuse, der jo er blevet meget populære og som udstråler god kvalitet. Jeg besluttede mig for et hus, der er bygget på en model fra Hartley Botanic.

Flere års arbejde

Det tog tre år at bygge – for arbejdet skulle ikke foregå under stress. Den første sommer klargjorde de jorden, hvor huset skulle opføres. Sommeren efter gjaldt det renovering af alle de gamle vinduer. Ødelagt glas blev udskiftet og trærammerne blev omkittet, træet blev behandlet og endelig fik alle vinduer samme farve. Først den tredje sommer blev huset samlet – og drømmen en realitet.

Drivhuset ligger sammen med køkkenhaven

Køkkenhaven ligger lige uden for drivhuset. Her dyrkes kartofler, løg, rødbeder og gulerødder. Væksthuset bruges naturligvis allermest nu i det spæde forår, hvor frø sås og stiklinger drives frem: – Vi dyrker tomater og agurker. I krukker har vi chili og peberfrugter, og så eksperimenterer vi hvert år med nye grøntsager. Næste år bliver det sojabønner og jordskokker, fortæller Anine.

Sidste solskinstimer i drivhuset

En del af væksten flyttes på friland, så om sommeren er huset næsten tomt. I sensommeren kan de sidste solskinstimer nydes i huset med en god bog og et slumretæppe, og så lukkes huset ned, til vi er et par måneder inde i det nye år.

Om Anine og huset

Anine bor med sin familie i en nedlagt æbleplantage. En gul villa fra 1800-tallet huser familien. På den plads på grunden, hvor solen skinner allermest, har hun opført et drivhus. Anine er uddannet snedker.

Grunden til drivhuset er bygget af gamle mursten. De renoverede vinduer er kittet om med linoliekit, og malet med special-farvet linoliemaling.

Derfor byggede jeg det:
For at kunne dyrke grøntsager – også de mere varmekrævende, og for at have et lysthus i foråret og den milde sensommer.

Mest læste artikler