Aubergine i drivhus

Er du god til tomater? Så bliver du det også til aubergine. De dyrkes nemlig på nogenlunde samme måde. Aubergine skal dog have det noget varmere og plantes senere. Lær mere om, hvordan du dyrker aubergine her. 

Den tropiske aubergine  

Den franske Ratatouille og den græske Moussaka er retter, der ikke kan laves uden auberginer, men faktisk er auberginen mere eksotisk end som så. Aubergine – eller eggplant, som den kaldes i den den engelsktalende verden – stammer nemlig fra tropiske områder i Afrika og Indien, hvor den i øvrigt har været dyrket i hundredevis af år.

Aubergine – en del af natskyggefamilien

Aubergine (Solanum melongena) tilhører natskyggefamilien. Familien er kendt for, at visse dele af planterne kan være giftige, men endnu mere berømte er den for at rumme så vigtige planter for hele verdens ernæring som blandt andet tomat, peberfrugt og kartofler. 

Aubergine dyrkes i drivhus eller udestue

Danske dyrkningstraditioner skal man derimod lede længe efter. Men hører du til de mange, der har fået smag for auberginer, kan du sagtens dyrke dem selv. Blot er det nødvendigt at råde over et drivhus eller en udestue, hvor temperaturerne kan blive bare en lille smule ”tropiske”. Under åben himmel er der simpelthen for koldt til auberginer her i landet.

Aubergine skal først plantes i juni

Problemet er, at rodvæksten går i stå, hvis temperaturen i jorden ikke er omkring 18 grader. Og uden rodvækst bliver det så som så med frugter på aubergine-busken. Derfor skal du ikke plante auberginer før begyndelsen af juni, når du er sikker på, at temperaturniveauet kan holde.

Dyrk aubergine som tomater

Auberginen dyrkes efter nogenlunde samme princip som tomater. De kan dyrkes direkte i jorden, i kapillærkasser eller i store krukker. Det sidste har den fordel, at de kan tages ud af drivhuset til en grundig spuling, hvis de skulle blive angrebet af bladlus, hvilket er ret sandsynligt. Bladlus elsker simpelthen aubergineplanter.

Med hård hånd – fjern de første blomster

Planten skal ikke være ret stor, før den første blomst dukker op. Da gælder det om at være hård – blomsten skal knibes af, så planten kan vokse sig større og kraftigere. Hvis den første blomst får lov at udvikle sig til en frugt, trækker den så store veksler på plantens kræfter, at der måske slet ikke udvikles flere blomster.

Smager bedst før de er modne

Frugterne, der afhængigt af sorten, fås i alverdens farver og former, kan høstes i alle udviklingsstadier. I modsætning til de fleste frugter smager de bedst, før de er fuldt modne, og jo tidligere de høstes, jo bedre udvikles de følgende frugter. Knib den visne blomst af frugten, da der let opstår råd omkring den.

Læs også: Guide til drivhuse | Alt om dit nye drivhus fra A til Å

Mest læste artikler