Få masser af hyben i haven – vælg de vilde rosensorter

Vilde roser kan noget, de forædlede, storblomstrede roser ikke er så gode til. I sensommeren og efteråret har de farvestrålende og sunde hyben. Bliv klogere på de forskellige sorter af vilde roser og få opskrifter på, hvordan du laver marmelade og snaps af hybenhøsten.


Plant vilde roser og få hyben

Vilde roser er navnet for de oprindelige roser. De er gennem årtusinder blevet krydset for at skabe forædlede haveroser med store blomster og overdådig blomstring. Og i den proces er der ikke blevet taget hensyn til at forædle roser med lækre hyben. Så vil du have hyben, skal du plante vilde roser. De dekorative hyben er som regel i røde eller orange farvetoner og findes i forskellige former og størrelser fra art til art. Hyben modner i løbet af sensommeren.

Disse arter er nemme at dyrke i Danmark

Hvis du vil dyrke hyben i haven, skal du plante vilde roser og gerne arter, der er hører hjemme i Danmark og derfor nemme at dyrke her. Det gælder fx æblerose (Rosa rubiginosa), hunderose (Rosa canina) og klitrose (Rosa pimpinellifolia). Rynket rose (Rosa rugosa) får, set med kokkens øjne, de lækreste hyben, men er ikke vildtvoksende i Danmark – eller rettere var ikke vildtvoksende i Danmark.

Naturstyrelsen fraråder at plante rynket rose

Rynket rose blev bragt til landet fra Asien for længe siden og har haft så stor succes med at etablere sig, at Naturstyrelsen i dag betegner den som landskabs-ukrudt og fraråder, at man planter den. Heldigvis findes der sorter af rynket rose, der ikke breder sig lige så voldsomt som arten og dermed egner sig til haven. Vælg fx sorten Fru Dagmar Hastrup.

Nemme og hårdføre roser

De vilde roser blomstrer smukt i foråret med lette, enkle blomster med en skøn duft. De blomstrer kun en gang på en sommer, men har så til gengæld masser af hyben at byde på, når sommeren går på hæld. Der er mange gode grunde til at plante vilde roser i haven. Foruden at være smukke er de utroligt nemme at dyrke og har sjældent problemer med plantesygdomme eller vintervejr, som kan være et problem for forædlede roser.

Hyben er rig på C-vitaminer

Samtidig er hyben en delikatesse og i øvrigt fyldt med C-vitaminer. Vitaminindholdet er faktisk højere end i citroner, så længe du ikke koger frugterne. I marmelade og lignende, må du nøjes med at glæde dig over smagen. For havens fugle er hyben værdifuld føde, der varer til langt ud på vinteren.

Hybenmarmelade

Pluk 1 kg hyben. Rynket rose er nemmest at have med at gøre. Kan du ikke finde friske hyben (oktober er sidste del af sæsonen), så køb nogle tørrede i helsekostbutikker.

  • Flæk frugterne, og tag frøene ud.
  • Skyl skallerne, før du hakker dem.
  • Kog skallerne i ca. 15 min. i 4 dl vand.
  • Tilsæt 350 g sukker og saften af en citron, og kog videre i 10 min. under omrøring.
  • Skum marmeladen og tilsæt fortykkelsesmiddel (pektin eller geleringsmiddel)
    Vil du have en marmelade uden så mange frugtstykker, kan du purere den med en stavblender – husk dog at afkøle marmeladen først.
    TIP: Skyl gerne glasset med atamon, inden du hælder marmeladen i.

Liflig hybensnaps

Klitrosens små, sorte hyben er eminente til hybensnaps.

  • Pluk en håndfuld hyben.
  • Lad dem tørre et par dage.
  • Læg dem i et glas/flaske.
  • Fyld op med snaps, til det dækker.
  • Efter 3-4 uger filtreres det. Fortynd med neutral snaps, tilsæt evt. honning. Nyd hybensnapsen med det samme eller lad den lagre.

Æblerose

(Rosa rubiginosa) er en stor og tæt busk, der bliver op til 3 m høj. Blomstrer i juni-juli med enkle, mørkt rosa blomster og får aflange, røde hyben. Knuste blade og blomster dufter kraftigt af æble.

Rynket rose

(Rosa rugosa) bliver ca. 1,5 m og har masser af rodskud. Bladene er rynkede. Blomstrer hele sommeren, og de store, røde hyben lyser op ud på efteråret.

Klitrose

(Rosa pimpinellifolia) er en op til 1 m høj busk med spinkel grenbygning og dejligt duftende, hvide til sart gule blomster i maj-juni. Dens hyben er små og dybt mørkebrune eller næsten sorte.

Hunderose

(Rosa canina) er en kraftig, overhængende busk på op til 2 meter. Blomsterne er enkle med en sart lyserød eller hvidlig farve, og de smukke, ægformede hyben er rødorange.

Mest læste artikler