Vælg det rette pæretræ til haven – og få den bedste høst

Når du skal plante et pæretræ i haven, er der flere ting du bør overveje. Se med her, hvor vi guider dig til at vælge den helt rigtige sort og til at plante træet, så du kan være sikker på at få en god høst. Gå heller ikke glip af opskriften på en fristende salat med ristet pære.

Et pæretræ er dejligt at have i sin have. Både fordi træet er smukt i sig selv, men også fordi, pærer er sværere at lægge på lager og transportere rundt på end æbler. Det giver de hjemmedyrkede pærer en klar fordel, fordi de kan høstes og spises, når de er allerbedst lige fra træet.

Plant pæretræet i solen

Pæretræer plantes og dyrkes på samme måde som æbletræer, men er lidt mere sarte. Derfor får du størst sikkerhed for succes med pæredyrkningen, når du planter pæretræet i sol og læ. Pærerne udvikler sig ganske enkelt bedst i varme.

Hvornår skal pæretræ plantes?

Pæretræer kan plantes ude både forår og efterår, men det mest optimale tidspunkt er i det tidlige efterår, hvor jorden stadig er lun efter sommeren og tilpas fugtig. Mange sorter bliver meget store, så hold gerne tre-fem meter afstand mellem hvert træ, hvis du planter flere eller allerede har andre frugttræer i haven.

Vælg et solrigt sted og gerne et sted, hvor der ikke tidligere har stået frugttræer. Hvis du skal skifte et dødt frugttræ ud, kan det være nødvendigt at udskifte jorden omkring træet med ny og næringsrig jord.

Bestøvning af pæretræ

For at pæretræer kan sætte frugter, kræver det bestøvning fra pæretræer i en anden sort. Det betyder, at du skal have to forskellige træer, for at du kan sikre pærer på træet. Det er ikke alle sorter, der er lige gode til at bestøve hinanden. Hvis du vælger at plante to eller flere træer, kan du søge råd i plantecenteret, så du vælger sorter med god mulighed for bestøvning.

Hvis du ikke har plads til at plante flere træer, kan du vælge et podet træ med flere sorter på samme stamme. Et podet træ med flere sorter kan bestøve sig selv, og du får en god mulighed for at høste flere forskellige pærer på det samme træ.

Beskæring af pæretræ

Det bedste tidspunkt at beskære dit pæretræ er fra juli til september. Ligesom med andre frugttræer er det vigtigt, at træet holdes åbent og luftigt i midten, så sollyset og luften kan nå ind til frugterne. Hvis dit pæretræ er blevet meget tæt, skal du derfor sørge for at tynde ud i træets krone og midte. Lys og luft er også vigtigt i kampen mod svampesygdommen skurv. Frugterne vokser oftest på de vandrette grene, så du kan med fordel fjerne de lodrette grene, som ikke bærer frugter. Fjern også visne og syge grene, så det ikke breder sig. 

Pæretræ sygdomme

Pæretræ med sygdom
Foto: Getty Images

Pæretræet kan blive ramt af sygdomme, såsom skurv og pæregalmyg. Skurv er en almindelig svampesygdom, der opstår, hvis træet ikke får den rette mængde lys og luft. Sygdommen misdanner frugterne, og rammer blade, grene og nye skud. Den bedste forebyggelse er korrekt beskæring af træet. Hvis træet allerede er blevet ramt, skal du sørge for at skære alle de grene, der er angrebet, væk og fjerne alle nedfaldne blade og grene rundt om træet.

Hvis dit pæretræ danner små sorte frugter, der falder til jorden af sig selv, er det med høj sandsynlighed blevet ramt af pæregalmyg. Myggens larver lever inde i frugterne, og det gælder om at få samlet alle angrebne pærer op fra jorden hurtigst muligt. Fjern også de angrebne pærer, der sidder tilbage på træet, så du forhindrer, at angrebet breder sig.

Pod forskellige pærer på samme træ

Er det småt med pladsen i haven, kan man faktisk godt have flere pæresorter på samme træ ved at at pode pæretræet med flere pæresorter.

April er en god måned for podning af pæretræer, men den kan med held foretages ind i juni måned, hvis podekvisterne vel at mærke er blevet opbevaret ved minus 2 grader i kølehuset hos leverandøren. Du kan også skære podekvister fra dit eget træ. Det skal ske mellem januar og maj. Opbevar kvistene på køl og foretag podningen indtil april/maj

Nogle populære sorter er svære at dyrke

Det er ikke altid en fordel at plante de sorter, du kender fra supermarkedet. Nogle af de mest populære sorter er svære at dyrke i haven, fordi de nemt bliver angrebet af plantesygdomme. Det gælder fx “Clara Frijs” og “Doyenne du Comice”.

Conference og Concorde nemme at dyrke

Hvis du foretrækker en sprød og saftig pære med sød smag er sorten “Concorde” et godt bud på et pæretræ, der er let at dyrke og sjældent giver problemer med plantesygdomme. ”Conference” er et andet godt bud på en sund sort, der giver et stort udbytte af aflange frugter med sødt og saftigt frugtkød. “Conference” pærerne hører til blandt de mest holdbare.

Clara Friis pæretræ

Clara Frijs er en dansk pæresort, som er eftertragtet herhjemme, både fordi pærerne modner, mens det stadig er lunt udenfor, men også fordi pærerne har en frisk og aromatisk smag. Under de rette forhold bliver Clara Frijs pæretræet op til 10 meter højt, og det er et træ, der trives på en solrig plads. Pærerne er modne fra sidst i august til september måned, og smager bedst når de spises med det samme.

Conference pæretræ

Conference-pæren er også en populær sort, som generelt er modstandsdygtig overfor sygdomme og har en rigtig god smag. Frugtkødet er fint og sprødt, og pæren kan med fordel opbevares køligt og spises i op til tre uger efter plukning. Pæretræet kan blive op til 10 meter højt under de rette forhold, og giver rigtig mange pærer. Pærerne er modne mellem oktober og november.

Pæresorten ‘Conference’

Syrlig-sød smag og tyndskrællede pærer

“Pierre Corneille” får fine, glatte pærer med en krydret aroma og en lækker syrlig-sød smag. Også den er let at dyrke. “Herrepære” er endnu en sort, der er god at plante i haven, hvor den byder på lækre tyndskrællede pærer med sødt og meget saftigt frugtkød. 

Pæretræ espalier

Du kan vælge at plante dit pæretræ i espalier, så du nemt kan plukke frugterne og styre, hvordan træet skal vokse. Hvis du planter i espalier op ad en husmur, så vil varmen fra husmuren også være med til at fremme væksten af frugterne.

Pilebladet pæretræ

Et særligt dekorativt pæretræ, er det pilebladede pæretræ, som også kaldes Nordens Oliven med sine smalle, elliptiske og sølvgrå blade. Pæretræet blomstrer i april-maj med mange en-tre cm store, hvide blomster, som i september-oktober modner til to-fire cm, små, uspiselige pærer på træet. Pilebladet pæretræ er fuldt hårdfør i det danske klima og pryder ofte i parker og haver, som et dekorativt element.

Pluk pæren rigtigt

Hvis du vil have størst gavn af dine pærer, så skal du huske at plukker dine pærer fra pæretræet på det rigtige tidspunkt. Pærer skal nemlig plukkes, når de er fuldmodne. Det er de, når frugten slipper pæretræet, når du griber om den og giver den et let drej.

Sørg altid for at få stilken med, når du plukker pærer, der skal opbevares, ellers rådner de let.

Opskrift I Fristende salat med ristet pære

Det skal du bruge

  • 50 g pinjekerner
  • 2-3 pærer, skåret i både
  • 1-2 spsk. olie
  • salt og peber
  • 400 g blandede grønne salatblade
  • 100 g feta, smuldret eller skåret i tern

Dressing

  • ½ dl olivenolie
  • ½ dl balsamico
  • 1 tsk- dijonsennep
  • salt og peber

Sådan gør du

1. Rist pinjekernerne på en tør, hed pande. Læg dem til side.
2. Steg pærerne nogle minutter i olie ved høj varme med lidt salt og peber.
3. Skyl salaten, og lad vandet dryppe godt af bladene eller tør dem med et viskestykke.
4. Pluk salaten i mundrette stykker, og læg dem i en skål.
5. Fordel pærer, feta og pinjekerne ovenpå.
6. Bland dressingen, ryst den godt, og hæld den over salaten, der skal spises med det samme.

Opskriften er fra bogen “Unger og udeliv” af Astrid Bjørn Mortensen.

Mest læste artikler