Tulipanbuket inde og ude

Ligesom mange andre, elsker Lotte Bjarke tulipaner. Se, hvordan hun skaber forårsfornemmelser med tulipanerne - både inde og ude.

I sidste uge var jeg så umanerligt heldig at få en kæmpe buket lækre, sprøde tulipaner. Behøver jeg at nævne, at jeg elsker tulipaner… Der var faktisk så mange, at de ikke kunne være i min største vase. Dermed blev jeg den lykkelige ejer af ikke en men to tulipanbuketter.

Tulipaner som pynt ved fordøren

Nu skal man jo ikke gå af vejen for at prøve noget nyt, så mens den største buket fik hæderspladsen på spisebordet, blev buket nummer to sat udenfor døren.

På den gode måde altså. Den fik plads på det lille bord ved fordøren, som et fint og forårsforfriskende element i krukkeforsamlingen.

Nu er der gået nogle dage. Stuetulipanerne er stadig smukke, men de strækker sig en del, og blomsterne er begyndt at folde sig ud.

Til gengæld ser friluftstulipanerne fortsat helt nye og friske ud, og vil helt sikkert holde længere end kollegerne inde i varmen.
 
De har stået ude dag og nat, siden jeg fik dem, hvor det har været strålende vejr om dagen, men hundekoldt med flere frostgrader om natten. De står tæt ved huset og under et udhæng, men det er da alligevel imponerende.
 
Man bliver helt glad, når man går ud og ind af døren. Det bliver ikke den sidste buket tulipaner, der kommer til at stå der. En ny hædersplads er fundet.
 
 

Helt hen i haven

Følg årets gang i Lotte Bjarkes have på bloggen www.helthenihaven.com og få altid gode tips og tricks til haven.

Læs også: Tulipaner – hemmeligheden bag succes med løgblomsten over dem alle

Læs også: Vibeæg – dyrkning af den skakternede klokkeblomst

Mest læste artikler