Stedmoderblomster og pelargonier i hele havesæsonen

Stedmoderblomster står for forårsglæde og pelargonier for sommer-romantik. De er næsten uundværlige i haven, og du kan faktisk nøjes med disse to planter i løbet af havesæsonen. De er nemme at passe, og du kan få dem i mange sorter og farver.

Blomster til hele
sæsonen

Foto: Lisas blommor
Fræk blomstertrend: Miks orange og stærke pink nuancer.  Her har vi sat flere pelargonier sammen i en stor krukke.

Stedmoderblomster og pelargonier er superstjerner i det enorme udvalg af udplantnings-blomster, vi kan vælge mellem. Faktisk behøver du ikke andet i dine krukker eller altankasser i havesæsonen. Du starter med den hårdføre stedmoder, mens sneen stadig ligger i klatter i haven. Den blomstrer uafbrudt, indtil sommervarmen sætter ind for alvor.

Så er det tid for pelargonien, som derefter blomstrer, indtil frosten dukker op igen. Stedmoder og pelargonie er nemme at passe, og de fås i mange sorter og farver. Det er bare at vælge og vrage.

Stedmoderblomster kan
tåle let frost

Foto: Lisas blommor
Stedmoder er gode til at fylde “bare pletter” i bedet.  Her ser du den måneskinsgule stedmoder med graciøse
pinseliljer.

Jeg køber de første stedmoderblomster, så snart de dukker op i butikkerne. De kan modstå op til fem graders kulde, og hvis Kong Vinter overrasker dem, lukker de bare deres øje, bøjer nakken og venter på mildere vinde.

Blomster med personlighed

Ingen blomst er så sjælfuld som stedmoder. I butikken går jeg rundt og ser de forskellige ” personligheder” i øjnene. En lang række af disse personligheder må jeg have foran mit vindue. De vil stå der og kigge på mig, smilende og fulde af livslyst, når jeg tumler ud i køkkenet om morgenen for at få min kaffe. En glad start på dagen!

Pelargonie i mange farver og former

Foto: Lisas blommor
Den hvidkantede pelargonie-sort ”Mr Wren”, var næsten glemt. Nu er den atter blevet populær.

Pelargonien trives godt i sommervarmen. Den er blevet meget populær, i takt med at vi har opdaget den store familie, den tilhører. Hvorfor rutinemæssigt købe de sædvanlige røde og lyserøde, når der er så mange andre og spændende?

Du kan købe nogle, hvis blomster ligner tulipaner eller violer, og du kan få æble-, stjerne-, og æggeskals-pelargonier. Her er sorter i nye nuancer som fløjlssort, gyldenorange, måneskinsgul eller lavendel eller vælge de marmorerede eller flerfarvede.

Gamle sorter med
dufte og farver

Foto: Lisas blommor
 Den klassiske engelske sort  ’Lord Bute’ er verdensberømt or sin mørke purpurfarvede blomst med rosa kanter på kronbladene.

Gamle, glemte favoritter er tilbage som nostalgiske mode-blomster. Mormor elskede rosenknop-pelargonien; nu er den igen et “must have”. Den dejlige duft-pelargonie forfører igen med de aromatiske blade ved berøring og dufter af rose, pebermynte, frugt, citrus eller krydderier.

Du ser igen den klassiske tiroler-pelergonie smide kaskader af ildrøde blomster ud over altankassen, som den altid har gjort på puslespil med farverige alpehytter.

Gode råd i plantecentre
og på nettet

Foto: Lisas blommor
Æbleblomst-sorten ’Appleblossom Rosebud’ er en af de første “anderledes” pelargonier, der dukkede op. Den er meget populær.

I velassorterede plantecentre kan du ofte finde godbidder tidligt på året, og avlsforeninger giver gerne tips og gode råd på nettet. En af mine pelargonie-venner morer sig med at lave usete kompositioner i haven med “ukendte” pelargonier. I hendes krukker findes klassiske røde og hvide pelargonier sammen med marmorerede sorter med hvidkantede blade. De fløjlssorte er parret med lyserøde, og de trendy orange med stærkt violette.

Leg med pelargonierne

Det er fristende at lege med pelargonien. Vær modig, lad din fantasi få frit løb, og følg dine indfald, så venter den helt store pelargonie-oplevelse dig. Fra sommer til sent efterår. Og pelargonien er hårdfør, den giver ikke op, før frosten kommer.

5 tips til pasning af pelargonier og stedmoderblomster

Foto: Lisas blommor
Tulipan-pelargoniens blomster ligner virkelig små fine tulipaner. Sorten her hedder  ’Red Pandora’.
  1. Plant stedmoderblomsterne ud, så snart du har købt dem. Jorden skal gerne blandes med små leca-kugler og være porøs og muldrig.
  2. Vand rigtigt. Stedmoder er tørstig – hold jorden jævnt fugtig. Pelargoniens jord skal tørre lidt ud, før du vander igen.
  3. Giv gødning en gang om ugen.
  4. Flyt planterne ind i skyggen, hvis solen steger.
  5. Fjern visne blomster, nip stedmoder løbende og fjern frøkapsler.

Læs også: Pelargonie – læs alt om pasning og formering af pelargonier

Mest læste artikler