Sådan laver du et stenbed helt fra bunden

Et stenbed kræver lidt knofedt at lave, men bagefter har du et flot bed, der næsten passer sig selv. Stenbedet kaldes også et alpint bed, men udover alpine planter kan du også bruge en række andre. Her får du gode råd om bl.a. placering og dræn.

Genskab et “bjerglandskab”

I bjergrige egne dukker der ofte små farvestrålende blomster og andre vækster i miniformat op mellem stenene. Det er et smukt syn, som det faktisk er muligt at genskabe i en ganske almindelig dansk have ved at lave et stenbed, også kaldet et alpint bed. Ud over alpine planter, kan bedet tilplantes med en række andre planter, der ikke stiller de store krav til vækstbetingelser.

Lav faconen efter et reb

Bedet skal anlægges et solrigt sted, og det bør have en naturlig og bugtende kant. Tag et langt reb, og læg det ud på jorden eller græsplænen, og ret det ind og ud, indtil du er tilfreds med faconen. Stik bedets kant af hele vejen rundt med en spade. Du kan også grave en rende og lægge en kant af store natursten. De græstørv, du graver af, kan du vende og lægge ind i midten af bedet.

Bedet skal drænes

Fælles for alle alpine planter er kravet om et rigtig godt dræn, og de skal derfor ikke plantes i muldjord, men derimod i et lag stabilgrus, der hæver sig et godt stykke over jorden. Sørg for, at der er niveauforskelle i gruset med højeste punkt på fx 0,5 m. De små planter kan sagtens få den sparsomme næring, de har brug for, da de er i stand til at sende lange rødder ned gennem gruset.

Hvis du hælder vand på dit gruslag, og vandet forsvinder lige så hurtigt, som du hælder, er drænet perfekt.

Vælg store sten

Næste skridt er at placere adskillige dekorative sten i bedet. Du skal bruge mange sten – både meget store og mellemstore. Du kan købe stenene i en grusgrav eller spørge en af de landmænd, der har marksten liggende langs sin mark, om du må tage nogle stykker. Vælg gerne sten med forskellige former og farvenuancer.

Skal se naturligt ud

Det er vigtigt, at helhedsindtrykket er naturligt, så du bør variere mellemrummene mellem stenene. Grav lidt mere end halvdelen af hver sten ned i gruset. Det skal ikke se ud, som om stenene ligger oven på bedet, men som om, de vokser op fra undergrunden.

Anlæg gerne vand i bedet

Hvis dit bed er meget stort, kan det være en god idé at lægge en lille sti af trædesten, så du kan gå en tur mellem alle planterne. Måske er der også plads til en rislende bæk i bedet, hvor vandet løber ned i et bassin for derefter at blive pumpet op til startstedet. Vand, sten og planter er et perfekt match i haven.

Hvis dit bed er meget stort, kan det være en god idé at lægge en lille sti af trædesten, så du kan gå en tur mellem alle planterne. Måske er der også plads til en rislende bæk i bedet, hvor vandet løber ned i et bassin for derefter at blive pumpet op til startstedet. Vand, sten og planter er et perfekt match i haven.

Stenbedet er et nemt bed 

Nu er det tid til at tilplante stenbedet, og her er det vigtigt både at tænke i farvekombinationer og i højde og bredde. Hvis du vælger nogle planter, der ikke trives helt så godt i stabilgruset, så plant dem i lommer af jord.

Husk stedsegrønne planter 

Ud over alle de løvfældende planter og blomster, som kun blomstrer på visse tidspunkter af året, bør du have et par stedsegrønne vækster, så bedet også tager sig smukt ud sidst på efteråret og om vinteren.

Pynt med pænt grus 

Stabilgrus er ikke så pænt at se på, så når du har plantet samtlige planter, kan du sætte prikken over i’et ved at dække det med et lag fint grus eller granitskræver. Det færdige bed skal blot have vand i meget tørre perioder.

5 gode planter til bedet
Der findes et hav af forskellige planter til dit stenbed. Nogle er lettere at få fat i end andre. Her er fem gode begynderplanter:

  • Stenbræk, saxifraga, findes i flere hundrede arter. Planten danner som regel frodige tuer, der ofte begynder at blomstre allerede i marts måned.
  • Nellike, dianthus, findes i et hav af farver og både i høje og lave arter. Sidstnævnte er bedst til stenbedet.
  • Japansk løn, acer palmatum, eller ahorn giver højde i bedet og har ofte utroligt flotte efterårsfarver.
  • Ensian, gentiana, er ofte blå, men kan også fås i hvid og gul. Plant den i en lomme i stabilgruset, som fyldes op med lerjord.
  • Stenrose, stendafne, daphne cneorum, har karminrosa og stærkt duftende blomster. Blomsterne kan nydes i maj og juni.

Læs også: Nellike | Se 5 smukke sorter til haven og lær om såning og pasning

Mest læste artikler