Populære løg til pynt

Det er nu, næste års blomsterbede skal planlægges. Prøv med nogle prydløg.

Prydløgs indtog 

At interessen for prydløg tog fart i slutningen af 1970’erne vidner de gamle løgkataloger om. I 1975 var der således kun sølle to at vælge imellem, nemlig: Allium giganteum og Allium aflatunense. Allium var ikke på mode, men de kom det hurtigt derefter, for allerede i efteråret 1980 udbød Det Danske Haveselskabs Frøforsyning hele 11 forskellige prydløg, og 10 år senere i 1990 var der 25 forskellige at vælge imellem. Interessen for prydløg var vakt og har i stor udstrækning holdt sig.

Alliumslægten omfatter omkring 700 forskellige arter, hvoraf flere har stor kulinarisk værdi fx hvidløg, purløg, forårsløg, kepaløg, skalotteløg, porre, perleløg m.fl. I Danmark kan man i naturen finde purløg, ramsløg, sandløg og skovløg. Det er velkendt at anvende purløg som grønt drys, og at ramsløg, der smager af hvidløg, kan bruges på samme måde.

En kendt klassiker

Allium aflatunense ‘Purple Sensation’ er det mest kendte prydløg. Det blomstrer i juni, bliver meterhøjt og får blomsterhoveder, der er 10 cm i diameter. Det ligner Allium giganteum, der bliver 125 cm højt, og som bærer kompakte kuglerunde hoveder med op til 50 purpurrosa blomster. Det blomstrer i juni-juli.

Løg til pryd

Prydløg er lette at dyrke. Generelt trives de bedst i sol i en almindelig havejord, der er veldrænet. Er den kold og klam om vinteren, risikerer man, at løgene rådner.

De høje prydløg er smukke i grupper i et staudebed, mens de lave egner sig til at stå i forgrunden af bedet eller i et stenbed.Vær opmærksom på, at bladene visner tidligt ned. For manges vedkommende næsten før blomstringen, så der må være “naboer”, der kan tage over hen på sommeren.

Fra naturens spisekammer

Ramsløg, Allium ursinum, vokser vildt i Danmark. Det er en skovbundsplante, der kan danne store sammenhængende flader. Blomstrer i maj-juni.
Prydløg er også smukke i buketter. For at undgå lugtgener må man dog undgå dem, der lugter meget af løg som fx ramsløg, der kan lugtes på lang afstand selv i det fri. De flotte frøstande holder længe og kan evt. tørres.

Graciøst prydløg

Allium cernuum stammer fra Nordamerika. Det bliver 30 til 60 cm højt, har smalle blade og får klokkeformede, pinkfarvede blomster, der bliver til flotte frøkapsler senere på året.

Sådan får du prydløg

Du kan få prydløg på to måder: enten ved at lægge løg om efteråret (september-oktober), eller du kan så frø. Samler du selv frø, er det sikreste at så i en mistbænk, når frøene er modne. Du kan også så direkte i bed. Køber du frø, så følg anvisningen på pakken.

Gigantisk blomst

Allium christophii er et imponerende prydløg med 20 cm store hoveder hver med op til 50 stjerneformede og metalskinnende blomster. Det bliver 30- 60 cm højt og blomstrer i juni-juli. På det tidspunkt er bladene allerede på retur. Allium christophii er bedst i stenbede. Blomsterstanden egner sig til tørring, som det fremgår af billedet her.

Læs også: Allium – elegante prydløg med enestående blomsterstande

Mest læste artikler