Planten klatrer på dit hus

Klatreplanter skader ikke dit hus, hvis muren har det godt, og du beskærer planten jævnligt. En vedbend eller en rådhusvin kan være en smuk dekoration på en mur.


Dæk en grim mur
Klatreplanter kan dække en kedelig facade eller grim garagemur. Særligt store murflader, såsom gavle uden eller med få vinduer, er særdeles egnede voksesteder for selvhæftende klatreplanter. Her undgår du, at planten kolliderer med tagrender, vinduer og andet.

Kombiner klatreplanterne med klematis
Lave mure, indgangspartier og terrasser er også velegnede voksesteder for klatreplanterne. Kombinerer du de klatrende, grønne planter med klematis eller andre blomstrende klatreplanter, får du en smuk og farverig facade.

Godt for muren?
Der er mange advarsler om, at klatreplanter ødelægger muren. Men undersøgelser viser, at murværk ikke tager skade af at være dækket. Muren skal blot være intakt og planten skal klippes bort fra vinduer og tag.

Sidder fast med små sugekopper

Klatreplanterne sætter sig fast på muren med små sugekopper og sidder altså uden på murværket. Nogle planter har små sporer, som de borer ind i porerne i murværket, men fakta er, at planten så at sige stopper i bunden af poren – den sprækker ikke murværket.

Planterne holder ikke på fugt
Fugt er heller ikke noget problem under klatreplanterne. Det store bladtæppe holder effektivt regnen ude, og planterne holder ikke på fugt. Faktisk kan planten beskytte muren, fordi bladtæppet forhindrer overophedning om sommeren og mindsker energitabet om vinteren.

Vand skal der til
Klatreplanterne plantes mellem 30 og 50 cm fra huset og føres ind til muren. Vær opmærksom på, at plantehullet skal være uden for udhænget, så planten kan klare sig selv med regnvand.

Ingen sprækker
Har du planer om at sende en klatreplante op ad en mur, er det vigtigt, at muren er helt intakt – uden småsprækker, sætningsskader eller revner, hvor planten vil stikke sporer ind og gøre skade.

Hold øje med muren
Og har du en mur, hvor klatreplanten har boet i mange år, er det vigtigt, at du holder øje med murens tilstand. Begynder der at være småsprækker eller sætningsskader, bør planten fjernes.

Ingen planter på træfacader
Vær opmærksom på, at klatreplanter ikke har noget at gøre på træfacader. Her kan planterne bore sporerne ind i brædderne og ødelægge overfladen!

Vedbendarten Hedera
Vedbend, der også kaldes efeu, er stedsegrøn og kan vokse på alle sider af huset – både i sol og skygge. Vælg fx vedbendarten Hedera “Hestor”, der er storbladet og meget flot som murplante hele året.

Rådhusvin med rødt løv

Rådhusvin er løvfældende og får et fantastisk flot rødt løv om efteråret. Rådhusvin kan gro både i sol og skygge. Vildvinen bliver mere broget om efteråret med grønne, gule og røde blade mellem hinanden.

Forskel på husets overflader
En rå murstensvæg er det bedste underlag. Men vær opmærksom på, at hvis du fortryder efter fx ti år og fjerner planten, vil “fodaftrykkene” fra de små sugekopper sidde tilbage på muren. Og er det en rå murstensvæg, kan den ikke sandblæses, så her vil mærkerne være umulige at fjerne. Glatte overflader, såsom metal, glas og visse byggeplader kræver udspændte tråde for at sikre vedhæftning.

Læs også: Blåregn – den smukke, drilske slyngplante

Mest læste artikler